Jeg er glad for Martin Luther af én bestemt grund:  Denne reformator var et fejlende menneske, som Herren alligevel brugte trods hans mange fejl og brist.  Hans betoning af nåden i Kristus og retfærdiggørelsen ved tro har fået lov til monumentalt at blive stående.

Som ung var jeg knyttet til en norsk evangelist, hvis fejl jeg ikke var blind for, og som kunne gøre ham direkte frastødende.  Og dog blev han den mand, der kom til at betyde mest for mig angående mit forhold til Guds ord.  Jeg priser Gud for ham den dag i dag.

En anden Guds mand var min morfar med fejl, som andre flittigt påpegede.  Men Herren brugte ham i mit liv.  Ved hans begravelse sagde Th. Mundus:  ”Han gik ikke til Himlen som en helgen.” (Det er der ingen, der gør!).  På sit dødsleje citerede han en linje af Brorsons salme ”Hvo vil mig anklage?”  Den lød:  ”I Jesu blodestrømme sænker jeg mig i.”

Og sådan kunne jeg blive ved at nævne mange, fejlende Guds mænd og kvinder. Jakob siger i sit brev (Jak. 3:2):  ”Vi fejler alle i mange ting!”  Han siger ”vi” og ikke ”de”.  Og han taler om mange ting!

Th. Mundus skal have sagt:  ”Jeg skjuler mit ansigt i skyld og skam, men jeg vil vidne om Ham!”  Sådan har nok enhver ærlig kristen det, inkl. dem, der udnævntes til ”helgener”. For kunne de rejse sig fra deres grave, ville de højlydt protestere og hellere sige som nævnte, fejlende Jakob.

Hvorfor kan kristne dømme andre kristne så hjerteløst?  P.gr.a. hukommelsestab, tror jeg.  Vi husker nemlig ikke vore egne fejl, og hvor prisgivet vi er, hvis det ikke var for nåden i Kristus og Guds store barmhjertighed med os gennem livet og vort behov for Hans tilgivelse.

Hvis du blot er gerningsorienteret, forstår du næppe disse linjer.  Dog jeg håber, du gør det alligevel som den synder, også du er.

10.3.15 – jn