”De hellige, som er i landet, de er de herlige, hvem al min hu står til.”  (Salme 16:3) – ”Så I kan forstå…hvor rig på herlighed Hans arv er iblandt de hellige.”  (Ef. 1:18).

Helt på tomandshånd var det ikke.  Vi var tre.  Min kone og jeg havde en 87-årig troende kvinde til eftermiddagskaffe.  Hun var blevet svagt seende, med nedsat hørelse, dårligt gående og støttede sig til en slags krykker.  Hvad i alverden kan man ”underholde” et sådant menneske med?

Men hun havde intet behov for ”underholdning”.  Hun havde selv med sig en god samfundsånd, og snart var en god samtale i gang.  Hun kom ikke med store armbevægelser, svulstige ord og en overstadig trang til at berette om sine oplevelser, men med en ydmyghed og hjælpeløshed, der blot ophøjede Herren og Hans nåde – stilfærdigt og så befriende ærligt.  3 gange om ugen bliver hun kørt til dialyse-behandling, og det kan være tre anstrengende dage, men denne legemlige prøvelse fyldte i grunden forbavsende lidt i det, hun ønskede at samtale om.

Derimod udtrykte hun glæde over at have fået Bibelen på CD, thi en ”læser” har hun altid været (”Læsere” var i gamle dage betegnelsen for troende mennesker i Norge og Sverige), men nu måtte hun i stedet øve sig i at være en god lytter.  Hun udtrykte dog taknemlighed over, at hun, mens hun kunne se, var blevet så godt kendt med Guds ord, at det bestandig ”poppede” op i hendes indre og nu kraftigt suppleret med Guds ord gennem en afspiller.

”Har du ikke et ord?” spurgte hun mig, og så delte vi med hinanden et godt ord, der netop samme morgen var blevet så godt for min egen sjæl.  Kommer Kristus og hans værk i centrum, er der god kontakt med denne kære troende kvinde.  Hun kom til vort hjem som en gæstende engel, og jeg mindedes lignende stunder med netop sådanne enlige troende gennem årene.  ”De helliges samfund” er en artikel i trosbekendelsen, som ofte fremsiges i kirkelige sammenhænge, men som i praksis er en mangelvare.  Men så meget lifligere er det, når denne Åndens gave opleves i sandhed uden kunstige virkemidler.

Apostlen spørger  ”Er der da nogen trøst i Kristus, er der nogen opmuntring i kærligheden, er der noget samfund i Ånden, findes der nogen medfølelse og barmhjertighed?”  (Fil. 2:1, norsk ovs.).  Ja, kære broder Paulus.  Men i selve spørgsmålet ligger også, at det ikke er nogen selvfølge.  Det er et Åndens værk.

-jn-