Jeg spurgte en gang en god ven  i Kbvn., en dynamisk leder, om han virkelig troede på  Bibelen?  Han smilede:  ”Ja, fra ende til anden!”  Han sagde det på engelsk: ”From cover to cover!”  Eller som nordmændene ville sige: ”Fra perm til perm!”

Men samme ven tilføjede: ”Jeg tror dog, at mange læser Bibelen på en måde, som den ikke skal læses!”  Den tilføjelse sad igen hos mig, for jeg følte mig truffet.  Jeg var på det tidspunkt meget ”bogstavtro” og dyrkede, så langt jeg formåede det, hvad den græske grundtekst sagde om dette og hint, og det var for mig altid det afgørende.

Det er det stadig, men Herren begyndte at lære mig, at udover ret forståelse af ordet er Åndens lys over ordet og dets tanker den store forskel på at læse Bibelen som en lovbog, en tekstbog, en instruktiv manual, m.m. frem for i stille, ydmyg afhængighed af Gud den Helligånd.

Med andre troende indser vi, at  ”De helliges samfund” er mere end et  ”autoriseret” ritual søndag efter søndag, men en gave, som Herren selv vil berige med sin tilstedeværelse og med sine rige tanker affødt af ordet, som vi isoleret eller ”egenmægtigt” (2. Pet. 1:20) aldrig ellers ville opleve. 

Som en af lederne i New Tribes Mission bemærkede på et samtalemøde, hvor der blev drøftet ”rette metoder” på missionsmarken: ”Er ikke Helligånden vor egentlige metode?”  I sandhed jo, og Han er også vor mentor i vor bibellæsning, både alene og i det åndelige fællesskab.

Det gør ikke bibeltroskaben mindre, men det gør den hjælpeløst afhængig af ”den herlighed, der er over Åndens tjeneste” (2. Kor. 3:8), som stadig binder vor samvittighed til ordet, men i denne ”binding” ser hen til Ham, der gør ordet levende, praktisk og konkret i en frigjort hverdag.

7.3.15 - jn