Vi skal mærke os rækkefølgen.  Vi er noget i Kristus for at (dvs. med den hensigt at…) vi skal forkynde Hans dyder (norsk ovs.), det vil sige:  at forkynde eller fremhæve (eng. ovs.) alt, hvad der er at sige af godt om vor Frelser, ikke os selv.  ”Hans dyder…” står der på norsk, ikke vore dyder.

Som ganske ung i USA fik jeg det råd af en forkynder:  ”Speak well of Christ!” Tal vel om Kristus! De ord har fulgt mig siden. Umiddelbart efter at han havde sagt de ord, foreslog han, vi  bad sammen.

At erkende, hvad vi er i Jesus Kristus, er ikke et spørgsmål om teologisk kundskab, men om et hjerte, der alene har fundet tilfredsstillelse i Ham og hvad Han har gjort for os, og det er med den hensigt, at vi, tilfredsstillet i Ham, skal få lov til at fremhæve Ham for andre.

På et bibelstævne i Norge var der en del unge.  Mange af dem havde været på bibelskole i England og delte med os en eftermiddag, hvad denne bibelskole havde betydet for dem.  En ung, nygift, engelsk frue skilte sig lidt ud fra de andre.  Hun vidnede om, hvad sandheden om vor stilling i Kristus var kommet til at betyde for hende.  Hendes vidnesbyrd gik lige til mit hjerte, så bagefter måtte jeg trykke hende i hånden.

Jeg véd nemlig af erfaring, hvordan fx Efeserbrevets herlige forkyndelse om vor stilling let kan forplumres af gemen lovtrældom, som tilfældet var med de troende i Galaterbrevet.  Som ganske ung var jeg i en sådan trældom uden selv at vide det.  Men Herren åbnede i en kritisk stund mine øjne for, hvad nævnte unge englænderinde vidnede om.

Jeg kalder vort løbende, aktive fællesskab for ”bibelfællesskab”, men er et andet navn bedre?  Jeg har selv lyst til at foreslå navnet ”Kristus-fællesskab”, for det er jo Ham og Hans dyder, vi først og fremmest er samlet om. Med den hensigt: at forkynde Ham – at tale vel om Ham!

19.2.15 - jn