En dansk journalist af jødisk herkomst slog sig et stykke tid ned i Jerusalem og besluttede, i Bibelens land  og bibelske omgivelser, at læse Bibelen fra A-Z og bagefter skrive herom.  Jeg hørte ham blive interview´et i radioen for nogle dage siden. Han afslørede, at absolut intet var sket med ham rent åndeligt.  Der faldt nogle ord om den ”inspiration”, Bibelen i mange henseender havde været for ham, men ellers syntes bibellæsningen blot at have forhærdet ham.

Da slog det mig, hvordan bibellæsning, hvor systematisk og grundig den end er, kan blive til egen fortabelse, sådan som apostlen Peter siger, at Paulus´ breve, som jo også er Guds ord, er blevet det for mennesker, som i stedet for ydmygt at bøje sig for dets sandhed, intellektult fordrejer ordet. 2.Pet.3:16 .

Herren siger gennem Jeremias:  ”Præsterne spurgte ikke:  ”Hvor er HERREN?  De, der syslede med loven (dvs. Guds ord), kendte mig ikke…”  Jer. 2:8.  Sådan er det også i dag.  Og det vil tiltage jo mere, vi nærmer os afslutningen.

Ja, dér synes kristenheden at befinde sig.  Bibelen ”bruges” på forskellig vis, men Herren kender de ikke.  Man kan endog gå til en ”bibeltro” frikirke med rødder i åndelige vækkelser for med smerte at konstatere, at den ikke kender Herren.  Den kan være venlig, ”kærlig”, social, humoristisk, friskfyragtig, men ikke mere.

Omvendt kan man finde sammen med en flok af Herrens egne, som tydeligvis har en ægte hunger efter livets ord.  De lader sig ikke stille tilfreds med blot religiøs retorik, fromme talemåder, syslen med Bibelen, menneskecentreret smiger og applaus, scenevant optræden, instrumental fyld, en intellektuel tekstudlægning på ”hverdagsdansk”, m.m.,  thi de hungrer tørster efter at høre Herrens ord (Am. 8:11).  Et sådant Åndens fællesskab er en stor velsignelse.

For mit indre passerer revy netop sådanne brødre og søstre rundt omkring.  Dem tænker jeg på, når jeg stundom gribes af modløshed og forladthed. Ingen må sige som Elias:  ”Jeg alene er tilbage”, thi også i denne tid har Herren en ”rest”, om hvem Han siger:  ”De er mine!”  (Rom. 9:4).  Jeg tror, de ligner den flok af ”outsidere” i Jerusalem, som ventede på Herren (Luk. 2:38), og for hvem Han ikke var nogen fremmed, da Han kom,  modsat det blinde, religiøse lederskab.

Ja, sådan var det, da Herren kom første gang, og sådan vil det være, når Han kommer igen til dem, der venter Ham og bæver for Hans ord (Es. 66:2).

-jn-