”Lad mig fortælle jer, hvad Han har gjort for min sjæl!”  (Sl. 66:16)

John Wesleys far sagde:  ”Det personlige vidnesbyrd, min søn,  er det stærkeste bevis på kristendommens sandhed!”

Alligevel  reagerer nogle på det med det ”selvoplevede”.  Det er for ”subjektivt” eller for ”følelsesbetonet”.  Jeg spurgte engang fruen i et præstehjem på Lolland: ”Hvordan blev du et troende menneske?”  Hun svarede: ”Jeg tror på alt i trosbekendelsen!”  Sådan kan man (objektivt) svare uden at kunne vidne personligt om frelsen i Kristus.

Apostlen Paulus var objektiv med læremesterens teologiske overblik, men han var også subjektiv, dvs. personlig angående sin omvendelseshistorie, omtalt mindst 5 gange i NT.  En sådan ”story” skal vi fx samles om i vort bibelfællesskab (ud fra Apostl.Gern. 22) i morgen eftermiddag.

Hånd i hånd med hans forkyndelse lød hans personlige, selvoplevede Kristus-vidnesbyrd.  Jeg elsker dette sangvers af Lina Sandell:

Sig dem blot, hvad du har fundet,
tal blot om, hvad selv du så,
om Hans nåde uden lige
kærligheden til de små!

Dette er lige mig,  men lad mig være ærlig.  Som ung, dvs. som 14.3/4-årig var jeg nok bevidst om Kristus som min Frelser, men jeg var underlig genert og frygtsom, ”holdt kortene tæt til kroppen” og kunne ikke rigtigt sige, hvad der var sket. Det kunne andre gøre bedre end jeg.  Men det var kun midlertidigt.  ”Det kan ikke skjules i længden”, står der (1. Tim. 5:25).  Herren gav mig de selvoplevede ord, der skal siges for at andre på min vej skal vide, at kunne Herren finde et fortabt får som mig, kan det ske for alle, som vil lade sig finde af Ham!  O, what a story!

6.2.15 - jn