Mit spørgsmål er ikke så provokerende, som det måske lyder.  Men det er det også!  Det er ikke let at dele ordet med bekendende kristne og ”fromme” kirkegængere, fordi de tit intet forhold har til Bibelen.

Jeg glemmer ikke den katolske biskop, Hans Martinsens spørgsmål til sine protestantiske tilhørere en gang i København: ”I kalder jer lutheranere, men hvor meget betyder den Bibel for jer, som Luther lagde så stor vægt på?”  (Jeg ringede senere til hans kontor og spurgte ham, om jeg måtte citere ham for de ord, hvad han gav mig lov til).

En indremissionsk ven på Vestlandet i Norge sagde til mig en gang: ”Jeg kan ikke mere rejse rundt og holde ”bibeltimer”, for Bibelen bliver meget lidt læst!”  I hvert fald ikke studeret eller i stilhed grundet på.
Så hvad skal vi med Bibelen?  Bør vi ikke hellere lade kirken ”håndtere” og udlægge den om søndagen?  Det er jo de gejstlige uddannet til!

En norsk prædikant sagde engang: ”Du elsker ikke Jesus mere, end du elsker din Bibel!”  I dag ville en sådan tale nok straks blive modsagt, for man kan selvfølgelig godt elske Jesus uden Bibelen!

Jo, det kan man godt.  Det er der ex på de steder i verden, hvor de kristne ingen Bibel har, og hvor mange må deles om én Bibel, der går på omgang.

Eller i kommunistiske fængsler el. fangelejre, hvor Bibelen er forbudt og læsning af den kan blive hårdt straffet.
Men jeg taler om vore breddegrader, hvor Bibelen er tilgængelig i diverse gode oversættelser.  Prøv at holde ”bibeltime” med bekendende kristne i den vestlige verden, og du vil opdage, hvor stor den åndelige apati er.  Da er det, at jeg, som fra 14-års alderen lærte at elske Guds ord (2. Tim. 3:15), føler mig som en ”outsider”, akavet og ”dum” uden at kunne hamle op med den store, religiøse, bibelløse snakkelyst!

Så ensidigt er det heldigvis ikke.  Det er stadig muligt at finde sammen med ”læsere”, som de kristne kaldtes i meget gamle dage.

2.2.15 - jn