Overskriftens ord er fra lignelsen i Mt. 21 om manden med de 2 sønner og hans vingård, hvortil de blev bedt om at arbejde.  Den ene snakkede faren efter munden med sit ”Ja, herre!” uden at ville, mens den anden oprørsk, men ærligt svarede: ”Jeg vil ikke!” men han angrede sit oprør.

Religiøse eftersnakkere vrimler det med, ej mindst i kristenheden med en  begejstring, som ikke vil noget, dvs. med ja-sigere, som ofte ikke mener noget med deres smilende ”respons”. Vi kommer ofte længere med dem, der umiddelbart siger nej, men fortryder bagefter.

Da den i forrige århundrede kendte vækkelsesprædikant Albert Lunde i begyndelsen af 1900-tallet kom til sit hjemland Norge efter at have oplevet en personlig omvendelse i USA, opsøgte han med sit vidnesbyrd en af sine brødre, som dog gjorde sig hård med også sit ”Jeg vil ikke!”

Da græd Albert, hvorefter broren sagde: ”Hvis det betyder så meget for dig,  vil jeg godt alligevel!”  Han var ikke en opstemt eftersnakker, men fortrød, da evighedens alvor gik op for ham gennem hans brors tårer.

En nær slægtning, som jeg i min barndom så op til p.gr.a. hans ”karisma”, veltalenhed og evne til at begejstre, beklagede senere overfor mig sit ødelagte kristenliv p.gr.a. uopgjort synd.  Han led selv derunder, men sagde så til mig: ”Jeg er kommet til den erkendelse, at jeg vil ikke!” Han led som sagt derunder, men mere blev det ikke til. Han kapitulerede ikke som Alberts bror eller som den oprørske søn i ovennævnte lignelse.

Vort viljeliv kan være uberørt trods mange oplevelser. Det er ikke emotionelle effektmidler, der mangler, men den overgivne vilje til Jesus Kristus. F.B. Meyer (1847-1929) lærte andre at bede: ”Herre, jeg er villig til at blive gjort villig!”  Ja, også sådan kan vi ”viljesvage” komme til de fortabtes Frelser!

31.1.15 - jn