Lidt sparsom er decembersolen,
Thi mørket falder tidligt på,
For koldt det er til liggestolen,
Men varmt nok til en tur at gå.

Dens korte smil jeg derfor nyder,
Det gør mit hjerte atter ungt,
Hvad vintermørket end mig byder,
Det føles ikke mer så tungt.

Den sol gør markerne mer grønne,
Som vintersæden dækket har,
Og yndefulde, hvide, kønne
Madlystne måger mig beta´r.

Men solens stråler snart sig gemmer,
Gad vide om det nordpå sner?
For vårens komme dog bestemmer
Den Gud som lysets ophav er.

Smil derfor du udi december,
Ja, trods den mørke vinternat,
Thi lysets kræfter med dig kæmper,
De har dig nemlig ej forladt.

Vi mørkets fyrste skal ej frygte
Ej heller hans iskolde fnys,
Se,  for vor fod Guds ord er lygte
Og gør os selv til himmellys.

-jn-

26.12.09