Forside Artikler Glæden i Jesus Kristus og Ham alene
Glæden i Jesus Kristus og Ham alene Udskriv Email
Skrevet af Jørn Nielsen   
Fredag, 30. januar 2015 03:47

Hvis jeg bad dig, o bibellæser, pege på det brev i NT, som især udstråler sand glæde, ville dit valg uden tvivl være ”Filipperbrevet”. (Fil. 4:4).

Glæden i Herren er den udstråling, som vejer mere end de dybsindigste ord.  En kvinde fortalte mig, at det var de nyomvendtes glæde, der gav hende en længsel efter at få det, de havde, hvilket hun da også fik, hvor et luthersk missionshus var rammen omkring en åndelig vækkelse.

Men apostlens opfordring til at glæde sig i Herren var ingen smart, psykologisk anvisning på den populære recept, der hedder ”Vær positiv, lev lykkeligt”, som der har været skrevet bøger om.  Det er en ”gør-det-selv-frelse”, som roterer omkring selvet – det religiøse selv.

Glæden i Herren er den bærende, skjulte styrke trods glædesløse omstændigheder.  Paulus kendte denne glæde i Kristus trods aggressive modstanderes ondskab (Fil. 3:2), som måtte berøre ham.

”Glæden i Herren er min styrke”, er altid det svar, jeg får fra en kær, ældre, gudfrygtig kvinde, når jeg spørger hende, hvordan hun har det, og hun udstråler i hverdagen, hvad Herren har fyldt hende med.

Men… lad os ikke stikke hinanden blår i øjnene. Det betyder ikke, at vi svæver bestandig i en sfære af Halleluja-følelser.  Det gjorde ikke Paulus med de hyppige magtesløse stunder (Rom. 8:26, 2. Kor. 12:9), hvor han stundom kun øjnede håbløshed (2. Kor. 1:8-9), men netop da oplevede ”bærekraften” i Kristus som ”bedrøvede, dog altid glade”  (2. Kor. 6:9).

Filipperbrevet er et glad brev, men det er også 2. Korinterbrev, som måske er det mest ”selveksponerende” brev i NT med megen afmagt, men også fuld af Kristi almagt og glæde.

Sorger og glæder vandrer til hobe, synger Kingo.  Det kan enhver ærlig Kristi discipel tale med om.

30.1.15 - jn

 
Copyright © 2024 For Kristus. Alle rettigheder reserveret.
 

Til eftertanke

”Ethvert skrift er indblæst af Gud”

(2. Tim. 3:16)