Jøde har jeg nu altid været i den forstand, som apostlen åndeligt definerer jøden: ”Jøde er den, som er det i det indvortes, og omskærelse er hjertets omskærelse, som sker ved Ånd, ikke efter bogstaven…”  (Rom. 2:29).

Men vi har god grund til som kristne at understrege vort tilhørsforhold til det jødiske folk i dag, hvor 5 myrdede jøder fra Frankrig begraves i Israel.  Vi har ikke noget politisk at tilbyde Israel, og vi tror heller ikke på sloganet ”Je suis Charlie”, for dette satiriske blad ser det jo som sin mission at gøre grin med andre religioner, det være sig islam, jødedom eller kristendom.

Jødespørgsmålet ser vi på med Bibelens alvor. I  ”Romerbrevet” kædes jødernes frelseshistorie i fortid, nutid og fremtid sammen med vor frelseshistorie for at vi ikke skal hovmode os overfor jøderne, fordi vi hedningeskristne kom ”med”, da vi tog imod Kristi evangelium, der magtede at ”omskære” vort hjerte, mens de ”udvortes jøder” valgte at afvise Jesus som Messias og dermed endnu være ”udenfor”.

Vort bibelske ”teleskop” ser dog længere end fejlslagne fredskonferencer, dialoger, væbnede konflikter, jødiske masseindvandringer til Israel, m.m. men vi ser ”i løfternes horisont” den dag komme, da ”Befrieren (dvs. Messias) skal komme fra Zion og fjerne ugudeligheder fra Jakob,  og når jeg borttager deres synder, er dette min pagt med dem.”  Rom. 11:26-27.

Er vi jøder ”i det indvortes” el. hvad?  Har Guds Ånd omskabt vore hjerter? Er Kristus i hjertet vor Frelser?  Læser vi Esajas 53 i det lys?  Da er vi, hvor vi skal være åndeligt talt og dermed allerede i ”det forjættede land” trods nuværende, politiske omstændigheder og begrænsninger.

13.1.15 - jn