På Højdevangens skole på Amager for en menneskealder siden, lærte fru Hjørlund os i en dansk time, der behandlede ”guldalderdigterne”: ”En digter skal løse tidens bundne tanker.” Hun havde ret op til et vist punkt, eller som vi siger på engelsk: ”as far as it goes.”

Jo, digterne kunne nok sige meget, vi ikke selv i vor ”bundethed” kunne sige lige så godt, men helt at løse de bundne tanker kunne de ikke, ligegyldigt hvor guldrandede de ”forløsende” digterord var.
De kunne jo ikke svare på tilbagevendende spørgsmål som: Hvorfor er vi her? Hvor går vi hen? Hvad er livets mening? Er alt forbi, når vi dør?

På tomandshånd får jeg ofte at vide, at flere funderer derover, end vi tror, men de går meget stille med disse bundne, uartikulerede tanker.

Billy Graham fortæller i en bog om et besøg på Yale universitetet,  hvor der frit kunne stilles spørgsmål. En studerende spurgte: ”Hvem er jeg?” Auditoriet lo, men B.G. tog ham alvorligt og gav sit svar.

Tre gange i vor Bibel stilles spørgsmålet: ”Hvad er et menneske?” Det har mine ateistiske venner prøvet at svare på, nemlig at mennesket blot er resultatet af mange tusinde års tilfældige udvikling i tid og rum.
Den unge mand efterlyste som et nødråb et varigt, tilfredsstillende svar, der ikke reducerede mennesket til et stykke protoplasma eller kemi.

B.G. kunne heldigvis give ham Bibelens svar, nemlig at mennesket, overladt autonomt til sig selv er et fortabt menneske, som behøver det glædelige budskab om de fortabtes eneste Frelser, Jesus Kristus.

En kollega og jeg læste en gang sammen en dyster avisoverskrift om et nyt tilfælde af brutal vold. ”Mennesket er fortabt”, bemærkede jeg, hvortil han prompte svarede: ”Dér sagde du et sandt ord!”

Kun evangeliet om Jesus (Ap.G. 8:25) kan løse op for de bundne tanker, ja for de fortabtes bundethed i det hele taget.  Med dette evangelium har vi noget mere forløsende at fare med end alle guldalderdigterne tilsammen.  -  2.1.15 - jn