Forside Artikler Evangeliet på Bibelens allerførste blad!
Evangeliet på Bibelens allerførste blad! Udskriv Email
Skrevet af Jørn Nielsen   
Torsdag, 01. januar 2015 07:54


Mange troende mennesker beslutter i det nye år  at læse Bibelen helt forfra i håb om at komme igennem den på eet år.  Den slags forsæt har min største sympati.

Vi, som har fået engelsk ind med modermælken, lægger mærke til, hvor radikalt Bibelen begynder på engelsk:  ”In the beginning God….”  dvs.:  Det hele begyndte med Gud og ikke med et ”big bang”.  Tænk om vore højere læreanstalter ville erkende dette, som nogle dog gør i USA.

På  hebraisk er ordet ”Gud”, - Elohim –  i flertal, og derfor står der hele tiden ”Lad os…” gøre det og det.  Det er Treenigheden, som taler.

Min gamle norsk/skotske ven, McKinnon, fortalte gerne om en Guds mand, der bad en yngre ven læse for ham de første ord i Bibelen.  Da han læste: ”Og jorden var øde og tom, og der var mørke over verdensdybet…” sagde den Guds mand: ”Stop!” Så bad han en bøn om, at hans yngre ven måtte indse, hvilket åndeligt mørke han befandt sig i.

Og den yngre ven læste videre: ”Og Gud sagde: ”Der blive lys!” og igen sagde den ældre Herrens tjener: ”Stop!” Og så bad han på ny en bøn om, at evangeliets lys også måtte skinne i den unge vens fortabte sjæl.
Denne måde at læse Bibelens første ord på, er ikke spor ”overspændt”. Det var også sådan apostlen Paulus gjorde det, se 2. Kor. 4:6.

Den dag i dag husker jeg tydeligt ord fra min mor, som jeg altid, før jeg var  14, ville diskutere store spørgsmål med. Hun sagde engang ved sengetid: ”Ja, Jørn, du vil forstå det hele den dag, Gud fører dig ud i sit lys!”  Åh, de ord ”sad”, og jeg spurgte højt mig selv:  ”Hvad mener mor? Er jeg endnu i mørke?”  Men det det var præcis, hvad jeg var.  Gud brugte denne meget enfoldige mor til at ”råbe op” min formørkede sjæl.

Dette budskab om mørke og lys, om fortabelse og frelse i Kristus alene, fik jeg senere lov at ”gå med”, sådan som min enfoldige mor gjorde det overfor mig.  Det er, også i 2015, enhver genfødt troendes ”charter”, som ikke andre ”interessante” spørgsmål må overskygge!

 1/1.15 - jn


 
Copyright © 2024 For Kristus. Alle rettigheder reserveret.
 

Til eftertanke

”Ethvert skrift er indblæst af Gud”

(2. Tim. 3:16)