For 300 år siden var Wesselsgade på Nørrebro, København,  et mondænt område med smukt anlagte haver som del af Prins Carls slotsgods.  Lystslottet hed Blågård, opkaldt efter de smukke, glasserede teglstenstage, men da jeg blev omvendt, var det hele et slumkvarter med både 1., 2. og 3. baggård.  Gartnerboligen fra de kongeliges tid stod i en baggård og var blevet til et missionshus, hvor min morfar, Uno Rieper-Holm, holdt møder.  Dér blev jeg vakt ved evangeliets forkyndelse, og det åndelige redskab, Herren brugte, hed Marinus Sørensen fra Missionsforbundet, en benådet evangelist,.

Hvordan det åndelige liv var på Blågård på Prins Carls tid, véd jeg ikke.  Kun véd jeg, at Prins Carl og hans søster Prinsesse Sophie Hedevig var grebet af den  pietistiske bevægelse fra Tyskland, og deres nevø, den senere Christian VI var en meget pietistisk konge, under hvem bl.a. salmedigteren Brorson virkede.

Morfars missionshus husker jeg meget levende.  På et af væggene stod ordene::  ”Han førte ham til Jesus.”  (Joh. 1:42).  Da jeg læste og funderede derover, tænkte jeg:  ”Det er nok det, det går ud på her.”  Og det var jo rigtigt nok.  Missionshuset er for længst borte, og Wesselsgade er ikke længere noget slumkvarter.  Baggårdene er også borte eller omdannet til indbydende gårdhaver.  Men min barndoms Wesselsgade var mørk med spøgelsesagtig gadebelysning, som kom fra blafrende gasstandere, og dog blev det stedet, der stadig står lysest i min erindring som næsten en forgård til selve Himlen.

Morfar indbød andre gæsteprædikanter til at forkynde evangeliet.  Bl.a. blev jeg dér kendt med Th. Mundus, som havde haft sin ”storhedstid” i Norge, og som kom til at betyde meget for mig.  Jeg var ganske ny i troen, da jeg hørte denne mand tale om ”de sidste ting” ud fra Bibelen, og jeg var dybt fascineret.

Julen var noget særligt.  Da blev der dækket op for kvarterets fattige mennesker, som fik dejlig, hjemmelavet oksekødssuppe, kaffe og kager og julegodter.  Der blev læst en julehistorie op af en af de mandlige deltagere,  - der var også lotteri, og det var frydefuldt for os børn at se, hvor menneskelig og munter min ellers så ”aristokratiske” morfar kunne være.  Mange var som sagt fattige, ja, en kvinde kom med et stykke stort klæde viklet omkring sig.  Det var hendes eneste kjole.  Alligevel oplevede jeg som barn dette missionshus som et festligt sted, og jeg og mine søskende fik lov at tegne på de hvide papirsduge.

Udenfor på gaden så jeg engang to voksne mænd slås.  De var berusede og meget fattigt klædte. Den enes skjorte hang i laser.  ”Hvor er de fattige, og hvor må de være ulykkelige”, tænkte jeg.  Begge dele var jo sandt.  Men selv blev mit livs lykkeligste øjeblik, da omtalte Marinus Sørensen efter et møde spurgte, om han måtte bede for mig, og han fortalte mig, hvor godt det var at høre Herren til.  Jeg blev vakt på stedet, og fra da af var det kun Bibelen, der interesserede mig.  Det er sandt, hvad Grundtvig skriver i sin dejlige julesalme:  ”Dejlig er den Himmel blå…” i det sidste vers om Betlehemsstjernen som billede på Guds ord:

Denne stjerne lys og mild,
Som kan aldrig lede vild,
Er Hans guddomsord det klare,
Som Han lod os åbenbare
Til at lyse for vor fod

Lyset blev tændt på det mørke Nørrebro for mange år siden og kom i sandhed til at lyse for mig livet igennem.  Og vil gøre det hinsides død og grav.
-jn-

23.12.08