Min 88-årige gode ven tog smilende imod mig til en kop formiddagskaffe. Han var  endnu i pyjamas og badekåbe, men herligt sig selv. Vi havde i julen hver for os nydt megen, venlig opvartning rundt omkring.

”Dette lille samvær på 3. juledag med dig er næsten det allerbedste”, sagde jeg, ”for her er der ikke mange, der snakker i munden på hinanden.”  Min ven lo: ”Jeg har det præcis på samme måde!”

Min ven er hverken teologisk dybsindig, filosofisk el. nogen ord-ækvilibrist. Dog var der kontakt mht opbyggelig bibellæsning, salmesang og bønnens fællesskab. Atter kendte jeg mig åndeligt forfrisket og fornyet.  ”Pragtfuldt”, kom det af hjertet fra den gamle mand.

Jeg sammenlignede uvilkårligt denne lille ”samling” med, hvad der ellers samles til i julen. ”Jesu fødselsdag” kalder nogle den uden plads til ”fødselaren”.  Det er hjerternes fest, hedder det, med familien i centrum, og de mange ”julebreve” fortæller om familiers gøren og laden. Jo, der indflettes også nogle gode ord om Jesusbarnets fødsel.

Sådan er folkeskikken, som vi ikke skal ”hetze” imod, men derimod lade det være en anledning for selve ”evangeliet om Jesus”, Ap.G. 8:35.

Men tilbage til omtalte ven. Om vi er 2 el. flere, er løftet i Mt. 18:20 nøgleordet for hvert eneste ”stormagtsmøde”, for stort er det jo, når selve Treenigheden er til stede og forøger antallet med 3!  Vi kender en særlig velsignelse ved at samles sådan og opleve den frihed, det er at kende Herren som det forløsende midtpunkt uden plads til forfængelig menneskedyrkelse.

Und dig selv, o medpilgrim, en lignende oplevelse af ”De helliges samfund” i øjenhøjde -  men ak, ak, desværre nok en mangelvare selv blandt bekendende kristne.

27.12.14 - jn