I morgen er den verdslige julefest forbi, og det er hverdag.  I Norge har man godt nok begrebet ”rumjulen”, dvs. dagene mellem jul og nytår, hvor der også delvis festes.  Men også Norge får sin hverdag.

Det blev det også for Betlehems hyrder. Nattens festlige møde med ”Herrens herlighed” og ”en mangfoldig himmelsk hærskare” sluttede jo.  ”Hyrderne vendte tilbage”, står der, nemlig til den prosaiske ”post festum”-hverdag, men var festen forbi? Nej,  ”hyrderne vendte tilbage og priste og lovede Gud for alt, hvad de havde hørt og set, således som der var blevet sagt til dem.”  (Luk. 2:20).

Højtiden i deres hjerter fortsatte!  Hvad hjertet er fuldt af, løber munden over med! Deres menneskelige berøringsflade ville komme til at høre deres vidnesbyrd i en hverdag med en ny, herlig guddomsglans.
Har julens ”post festum” – efter-fest! – også en sådan karakter for os, der nu vender tilbage til en hverdag, som ikke behøver at være spor grå?

”Hver dag en fest!” var i gamle dage skuespilleren Ib Schönbergs hilsen til en kreds af venner, han ringede rundt til, formentlig blot som udtryk for en sangvinsk stemning, han var så eminent til at formidle.

Apostlen formaner ikke til nogen forbigående stemning med ordene: ”Lad os holde højtid…”  (1. Kor. 5:8).  Han tænkte naturligvis ikke på nogen bestemt lovbefalet jule-, påske- eller pinsehøjtid, men på den vedvarende højtid i hjertet uden flitterstads, men i renhed og sandhed.

I originalteksten er netop brugt en grammatik (”præsens”), som betegner en stadig, ikke afsluttet handling, hvor ”festen” ikke er slut. ”Glad hjerte er et stadigt gæstebud”, står der (Ordspr. 15:15), dvs. at når man er sammen med et sådant menneske, er det som at være til stadig fest!  Ja, måtte dette blive sagt om os som Kristi efterfølgere i evangelisk forstand!

26.12.14 - jn