Jeg satte mig et øjeblik i en butiksarkade for at hvile mine værkende ben midt i myldret af både mennesker og de obligatoriske nisser.  Jeg spurgte en ældre kvinde ved siden af mig:  ”Tror du på nisser?”  -  ”Nej!” – ”Hvad tror du da på?” -  ”Mig selv!”

Det blev  en ny ”vidneanledning” i en kort samtale, men jeg nåede at videregive: ”Tro på Herren Jesus, så skal du blive frelst…” (Ap.G. 16:31). 

Hvis jeg nu havde stillet mit enkle spørgsmål til en bekendende kristen, ville jeg sandsynligvis have fået en formel trosbekendelse til Jesus.

Og hvad så? Kvinden, jeg sad ved siden af, vil snart haste videre med troen på sig selv, dvs. med selvet i centrum.  Men sæt nu, hun havde været en bekendende kristen?  Hvis også selvet, det nydelsessyge selv, stadig er i centrum,  hvad er så i praksis forskellen?

En jødisk ven sagde til mig: ”Vi holder jo ikke jul på samme måde som I, men vi har en slags lysfest.” I praksis er forskellen ikke så stor, for også her er det uoversættelige, nydelsesbetonede ord ”hygge” er nøglebegreb med alt, hvad dertil hører, og et veldækket, jødisk bord mangler vist ikke noget i forhold til vore ”kristne” juleborde dog uden svinekød.

En kvinde skriver til mig om, hvor ”skandaløst” det er, at mange børn ikke véd, hvorfor det er jul.  Enig, men jeg måtte sige, at mange celebrerende kristnes manglende Kristus-vidnesbyrd er en endnu større skandale.

”Hyrderne fortalte, hvad der var blevet sagt til dem…” Luk. 2:17 helt på linje med Lina Sandells sangvers: ”Sig dem blot, hvad du har fundet, tal blot om, hvad selv du så, om Han nåde uden lige, kærligheden til de små.”
Et sådant selvoplevet Kristus-vidnesbyrd er, hvad verden venter på og ej blot intetsigende juleønsker, men ”the real thing” som er Jesus Kristus!

24.12.14 - jn