Beretningen om de vise mænd fra Østerland overskygges nemt af Luk. 2 ( ”Men det skete i de dage…”), og derfor er juleevangeliet i Matt. 2 også blevet kaldt for det ”oversete” eller ”glemte” juleevangelium.

Men dets ord om at ”de (vismændene) faldt ned og tilbad det og bragte det (Jesus barnet) gaver:  guld, røgelse og myrra” (2:11) er profetiske, hvad vi om lidt vil se.

Vismændenes tilbedelseshandling skete under ydmyge forhold i et ”hus”, altså ikke i en stald (som den gang med hyrderne), men dog ikke i noget prangende palads.

Men hvad der skete i det hus, vil ske igen i en ubeskrivelig, herliggjort forstand, der sprænger alle rammer, når Messias sidder på sin trone i Jerusalem, ”den store Konges by” (Mt. 5:35), for vi læser hos Haggai:  ”…da skal alle folkenes skatte komme hid, og jeg fylder dette hus (dvs. det nye tempel) med herlighed, siger Hærskarers Herre.”  kap. 2:7.

Da får Han den tilbedelse og ære, som alene tilkommer Ham, og da er Han ikke mere den udskældte, den lidende og ringeagtede og ”en smerternes mand” (Es. 53:3).  Det er dog en sådan forkastet, vanæret Frelser, vi følger i dag uden juleorgier og larmende festivitas, dvs. uden jul i verdslig forstand.

Når profetien hos Hagg. 2:7 opfyldes, er Han ikke længere syndebæreren med tornekrone på, men indsat på Zion (Sl. 2:6) som kongernes Konge og herrernes Herre.  Dette har verden endnu i vente.

Er dette fantasterier?  Det vil spottere og de ”folkereligiøse” vel sige, som nok tåler Jesusbarnet, men ikke mere.  Lykkelig er du, som du allerede nu har bøjet dig for den korsfæstede og herliggjorte Frelser og bekendt Ham som din Herre og Konge, selvom verdensklogskabens ”odds” er imod dig!

Den 20.12.14 – jn