Forside Artikler En glædelig, men ydmygende oplevelse
En glædelig, men ydmygende oplevelse Udskriv Email
Skrevet af Jørn Nielsen   
Lørdag, 13. december 2014 04:49


Jeg håber, jeg i går lærte noget, som jeg ikke troede var muligt. Distriktets provst ringede mig op fra sin sygeseng (efter en hernia operation) for at bruge måske ½ time for at fortælle mig, hvor glad han havde været for at læse min sidste bog, ”Morfar som jeg husker ham” (og som endnu kun findes som dokument), og han udtalte sig i så positive vendinger, at jeg følte mig både skamfuld og ydmyget, fordi han efter min vurdering ville være den sidste, jeg ville kunne vente et så hjerteligt respons fra.


I bogen gør jeg på en enkelt side op med folkekirken og dens præster, men ikke alle,  hvad bogens hovedperson, min morfar, heller ikke gjorde.  Så det var med bæven, jeg bad min ven, højt placeret i hierarkiet, læse bogen.  Det er der flere venner, der efterhånden har gjort, men han brugte mest tid af dem alle på at fortælle mig om sin positive oplevelse af en bog med mildt sagt ”skarpe kanter”. Hvordan var det muligt?


Han understregede for mig igen og igen, hvad han havde fået ud af læsningen: ”Den handler jo om at være i Kristus”, og da var det jeg både glædede mig og følte mig ydmyget over ord fra et ganske uventet hold.


Jeg kom til at tænke på et gribende tilfælde, jeg læste om fra en kommunistisk fangelejr i det gamle Sovjet, hvor en fange fra den ortodokse kirke en dag blev til åndelig hjælp for en anfægtet medfange, som var baptist. Hjælp fra det hold havde baptisten aldrig troet var muligt, så overraskelsen var stor.  De to kunne endda bede sammen.
Hvad er her mit ærinde? Det gætter jeg på, du  har ”fanget”.  Mand til mand er det muligt på tværs af ydre forskelle at mødes i Kristus, som er større og herligere og mere ”grænseoverskridende”, end vi  tror.  Det være sig i en  fangelejr eller i  det ”frie” vesten, - mand til mand, hjerte til hjerte, i vor Frelser og Herre, når det akut er realiteterne ind for evigheden, der tæller.
13.12.14 – jn

 
Copyright © 2024 For Kristus. Alle rettigheder reserveret.
 

Til eftertanke

”Ethvert skrift er indblæst af Gud”

(2. Tim. 3:16)