Endnu før jeg blev en kristen, brændte det jødiske spørgsmål sig af personlige grunde fast i min barnesjæl.  Ordet ”jøde” brugtes jo som skældsord (”din jøde!”), men da Kristus fandt mig, blev jeg selv ”jødisk” i evangelisk forstand, ja, endnu mere end jøderne selv.

Jeg siger ”i evangelisk forstand”, for som kristne er vor kærlighed til det jødiske folk nøje forbundet med evangeliets forkyndelse. Vi tror ikke på en ”Israel-eufori” adskilt fra evangeliet. NT bruger 3 kapitler på det jødiske spørgsmål (Rom. 9, 10 og 11), ikke isoleret, men i forbindelse med evangeliet om Jesus, som apostlen allerede i 9. kapitel  ophøjer med ordene: ”Fra dem (”fædrene”) stammer ifølge sin kødelige herkomst Kristus, som er over alle ting, Gud højlovet i evighed! Amen.” Rom. 9:5.

Som ung sælger besøgte jeg en jødisk virksomhedsleder.  Vi mødtes så igen mange år senere og blev venner for livet. Da havde han i mellemtiden været minister og EU parlamentariker, og jeg har flere gange været gæst i hans hjem, hvor Herren ”åbnede op” for fine anledninger for, ikke bare det jødiske spørgsmål, men for selve evangeliet.  Et sådant nyt besøg ser jeg frem til, når vi, om Gud vil, skal mødes igen i januar.

DK og EU ser diametralt modsat på jøderne end jeg gør p.gr.a. en eneste ting: Mit land og EU er gudløse, om end grundloven formelt  vedkender sig en  ”evangelisk-luthersk kirke” – men i praksis er Kristus detroniseret.

Desværre kom jeg aldrig til Israel, men gennem min stadige vandring på  Bibelens blade, jødernes fædrelandshistorie i fortid, nutid og fremtid, er jeg i det land, som Herren igen og igen, profetisk og advarende, kalder ”mit land”.  Det gjorde mig ikke til politiker, men satte evangeliet i herlig relief, thi ”Jesu vidnesbyrd er profetiens Ånd” (Åb. 19:10), dvs. Bibelens profetier og hensigt er at vidne om Jesus!  Kan du forstå det anderledes? Er det ikke hensigten med en kristens liv i dag?
9.12.14 - jn