Derfor taber vi ikke modet; tværtimod, selv om også vort ydre menneske går til grunde, fornyes dog vort indre menneske dag for dag.”

Disse gode ord fra 2. Kor. 4:16 ville i min sportstrænede ungdom kun være nærmest smuk, åndelig poesi, men det er de for længst ikke mere.

Det blev jeg igen mindet om i går, da jeg efter nogle skønne timer med venner i alderen fra 1½ år og opefter på min IT-administrators dejlige kontor måtte lægge mig ned på gulvet med en værkende krop og bagefter måtte hjælpes på benene igen af kærlige, yngre hænder.

I sandhed, mit ”ydre menneske” nedbrydes, men tør jeg også tale om mit ”indre menneskes” fornyelse dag for dag?  Ja, tak og lov! Denne forløste del af mig er fuld af ungdom! Men det gælder jo enhver troende, som har 2. Kor. 4:16 tæt inde på livet som mere end blot smuk poesi!

En kær, ældre kvinde besøger os af og til.  Hun er 86, ser ikke på det ene øje og det andet er heller ikke for godt.  Hun cykler stadig relativt lange strækninger (med ”tungen lige i munden”!) og besøger andre ældre, som hun er til velsignelse for.  Hendes valgsprog er: ”Herrens glæde er min styrke!”  Og denne glæde udstråler hun, dvs. hendes ”indre menneske”.

En mand sagde, da han fik rutinespørgsmålet: ”Hvordan har du det?”: ”Jo tak, jeg har det godt, men hytten, jeg bor i, har det ikke så godt mere!”

Ja, det går an, ved Guds nåde, at have det som netop 2. Kor. 4:16-18, og som 2. Kor. 5 fortsætter med. Det har ofte været min ”tekst”, når jeg sad ved et dødsleje og skal også være det ved mit eget, personlige dødsleje.

Det evangeliske tyngdepunkt er netop det, vi trods fejl og brist retter vort blik mod, nemlig en lys evighed hjemme hos Herren (2. Kor. 5:8).  For har vi ikke noget vidunderligt at komme hjem til

30.11.14 – jn