En sognepræst skældte mig al hæder og ære fra.  Hvad var min forbrydelse?  Jo, jeg havde fået anvist et af kirkens samtalerum til mødested med mennesker, som jeg kunne drøfte søndagens tekst med. Jamen, var det så ”forbryderisk”?  Ja, for jeg havde ikke forinden fortalt, at jeg ikke var medlem af folkekirken!  Og så regnede det ned over mig med skældsord. ”Men ellers skal jeg ikke blande mig i din religion”, smældede den nidkære præstemand.

Jeg var engang på en udflugt med tyske venner i Nordtyskland.  I selskabet befandt sig også en baptistpræst, som i øvrigt var ”min” præst som soldat dernede. Han kom under rejsen i samtale med en luthersk præst fra deres ”Landeskirche”, dvs. svarende til vor folkekirke.

Her stod to teologer overfor hinanden med fx hvert deres dåbs- og nadversyn.  Men ikke noget med, at ”jeg blander mig ikke i din religion”, men derimod registrerede jeg den tyske folkekirkepræsts hjertevarme afskedsord: ”Wir sind doch Brüder in Christo!”  (Vi er dog brødre i Kristus).  Vi, som lyttede til samtalen, glædede os over dette ægte brodersind.

Fra den gamle Sovjetunion læste jeg om rørende tilfælde, hvor troende mennesker under kommunistiske bødlers åg, fandt sammen i Kristus trods kirkelige forskellige. Fx om en fange fra den græsk-ortodokse kirke, der blev til evangelisk hjælp for en anfægtet medfange fra baptisterne! Denne sjælesorg endte endda med, at de kunne bede sammen.

I dagens akutte situation, hvor den åndelige opløsning er i fuld gang i alle  lejre, er tiden ikke til at skælde hinanden ud, fordi vi ikke har samme medlemskort til samme kirke, men at pege på Ham, der er vejen, sandheden og livet, og som kaster alle andre menneskeskabte ”veje” i skyggen. Sådan som det blev praktiseret i hin kommunistiske fangelejr!

29.11.14 - jn