Som kristen udvælger vi ikke selv vore venner.  Dem har Herren nemlig udvalgt. ”I er mine venner”, sagde Han.  Dem, Herren kan sige det om, er også den troendes venner.  Dette er NT´s lære.

Der kan komme ”grus i maskineriet” blandt venner.  Det kendte Paulus også til, og skulle det ske, at troende venner må skilles fra hinanden, er det altid forbundet med stor smerte.  Også det kendte apostlen til.

Troende venner er altid fejlende venner, ikke helgener. Det farlige er, hvis vi stirrer os blinde på venners fejl. Det betyder ikke, at der ikke ind i mellem er behov for venners irettesættelser, men det sker i kærlighed for at vinde en evt. vildfaren ven, ikke for at støde denne ven fra sig.

”Vi fejler alle i mange ting”, siger Jakob (Jak. 3:2), en af menighedens ”søjler”.  Han blev vist endda kaldt for ”Jakob, den retfærdige”, men selv så han på sig selv som et fejlende menneske.

Vi har alle fået hver vor nådegave til at tjene Guds folk med.  Men ingen gør det uden fejl. Jeg tror ikke, nogen af os kan komme i tanke om en eneste, Herren har brugt i evangeliets tjeneste, som ikke har haft sine fejl.  Den store reformator, Martin Luther, er et godt ex på det.

En god forkynder, Herren brugte meget i mit liv, var den dansk/norske Th. Mundus.  Han sagde: ”Jeg skjuler mit ansigt i skyld og skam, men jeg vil vidne om Ham!”  Den ånd tror jeg enhver ærlig kristen er beslægtet med.

En sovepude? Nej, men syndserkendelsen må vi ikke føre os ned i forsagthedens sump. Vi er fælles om nåden (Fil. 1:7) og må tit sukke:  ”Gud, vær mig synder nådig!”Og synge sangen:  ”Just som jeg er ej med et strå af egen grund at bygge på…” (Charlotte Elliot)

En lidt opblæst forkynder sagde engang lidt ringeagtende om min norske prædikant-venner: ”De har jo kun nåden!”  Han var mere ”avanceret”. Han fik dette ord af en ven: ”Min nåde er dig nok!” med denne hilsen: ”Det er det eneste, der er nok.  Alt andet bliver aldrig nok!”

24.11.14 – jn