I skolen lærte vi om ”guldalderdigterne” i det 19. årh., hvor eneste verdensberømthed blev H.C. Andersen. Der var en til, Søren Kierkegaard, tænkeren over alle tænkere.  Men ellers ej andre.

Sejrherren i  kulturkampen var imidlertid den kristendomsfjendske Georg Brandes, kulturradikalismens fader, der hadede Biblens seksualmoral, mens han selv uhæmmet praktiserede ”fri kærlighed”.

Han havde dog sine jævnbyrdige, der blotlagde hans ynkelige åndsforladthed, bl.a. regeringslederen, biskop D.G. Monrad, som  TV-serien, ”1864”, latterliggør i en bøvet, sindssyg skikkelse, men det er blot  bevis på, at G.B.´s ”frie” livssyn har sejret hos TV-producerne/forfatterne.

De færreste, der læser dette, véd, at G.B. på sit dødsleje citerede dette vers fra Grundtvigs salme, ”At sige verden ret farvel…(Dansk Salmebog 538), som i virkeligheden er en bøn til vor Herre Jesus Kristus:

Kom i den sidste nattevagt,
i en af mine kæres dragt,
og sæt dig ved min side,
og tal med mig, som ven med ven,
om, hvor vi snart skal ses igen
og glemme al vor kvide!

En dødslejeomvendelse? Det véd kun Gud, men faktum er, at G.B. i sin pure ungdom var ”tæt på” evangeliet og bedre kendt med NT end mange kristne er i dag, men snart slap han sine lidenskaber løs kombineret med et højt, belæst intellekt.  Og så ”kom” dette Grundvig-vers.

Afdøde forkynder og forfatter, cand.jur Poul Madsen, fortalte, at hans fars sidste ord var: ”Gud, vær mig synder nådig!”, og P.M. var overbevist om, at med de ord gik hans hidtil ugudelige far frelst ind i evigheden.  Mere skal der nemlig ikke til.  Det er røveren på korset et godt ex på. Mere behøver heller ikke du, som læser dette.

23.11.14 - jn