Profeterne i GT var sat til at være vægtere, der på Herrens vegne skulle ”støde i hornet” (norsk: blæse i basunen), dvs. være en kraftig advarselsrøst, der kaldte de gudløse til omvendelse.  (Ezek. 33:7).

I meget gamle dage havde DK´s byer et vægterkorps, der sang ”vægtervers”, et for hvert timeslag, fx salmebogens nr. 791, der henvender sig vor Herre Jesus Kristus, fx med ordene: ”Det var ved midnatstide, vor Frelser Han blev født til trøst for verden vide, som ellers var forødt…”

Vægterkorpsene blev afskaffet i 1863 og optræder i dag kun som turistattraktioner, man mod betaling kan leje til munter underholdning.

Men… et Kristi sendebud er også i 2014 en Herrens vægter, ikke som en adspredende kuriositet, men som advarselsrøst og med et ultimativt evangelisk budskab, om hvilket der siges: ”Det var vidnesbyrdet, da tiden var inde.” (1. Tim. 2:6).  Og den tid er stadig inde.

En kvinde anklagede mig for at være ”gammeltestamentlig”. Hun tilhørte den kristenhed, der vil gøre evangeliet ”spiseligt” uden evighedens alvor. Hun blev leder af en af byens frikirker (”leder af menighedsrådet”).

Men samme anklage kunne rettes mod Johs. Døberen, som sagde til de selvbedragne ledere: ”I øgleunger!  Hvem gav jer den tanke at fly fra den kommende vrede? Så bær da frugter, som er omvendelsen værdig.” -  De ord prædikede John Wesley engang over i en ”fin” kirke i London.  En lady sagde til ham, at sådan burde han hellere prædike på fisketorvet for fiskekonerne med det vulgære sprog. Han svarede: ”Overfor dem ville jeg have prædiket over teksten: ”Se Guds Lam, som bærer verdens synd!”

Han var en Guds vægter med et alvorsbudskab uden sukkerglasur. Sådan var også NT´s sendebud, ej mindst Paulus med ”nådens evangelium”, men med samme GT´s alvorsbudskab uden billig, udvandet nåde.

Det er også vort kald som Herrens troværdige vidner i dag.

16.11.14 - jn