”Mit hjerte svulmer af liflige ord, jeg kvæder mit kvad til Kongens pris!” (Sl. 45:1)

Skrevne salmer er ikke forbeholdt fortiden. Vi bør ikke sige: ”Jeg foretrækker de gamle!”.  Det beror på salmens budskab, og om det opbygger os. ”Når I kommer sammen, så har enhver af jer en salme, eller en belæring…” osv. (1. Kor. 14:26).  Det kunne være en ny salme, der netop blev skænket af Herren.

Og salmernes budskab bør altid emme af Jesus Kristus og Hans ord, og de er som ”levende vandstrømme”, når troende ”kommer sammen”.
Brorson skrev sine salmer for 250 år siden ud af et af Gud ”beåndet” hjerte, der ”svulmede af liflige ord”, og han udgav sin egen salmeborg ”Troens Klenodie”. Mange fandt vej til vor salmebog. Det samme kan siges om andre ”klassikere” fra den tid, som vor tid nyder godt af.

Med inspirationen er det ikke slut. Det vidner vækkelsestider om. Den blinde Fanny Crosby skrev over 8.000 åndelige sange, ofte flere om dagen. Vi ville være fattige uden hendes sangskat. Luther skrev ofte på den tids ”verdslige” melodier, men kunne vistnok også komponere selv. Den måske største åndelige vækkelse i vor del af verden skete på Hebriderne i 1949-52.  Mange vidunderlige sange blev den gang skrevet på det smukkeste keltiske sprog. Det samme kan i rigt mål Færøerne sige.

En besøgende, troende ven kan synge en sang for mig, der blev til måske under en bestemt prøvelse. Hvem nænner da at sige: ”Nej tak, jeg er mest til de gamle salmer!” Det ville være forstokket hovmod. Ellers er jeg enig med en ven, der mente, at mange gamle salmer er i verdensklasse (hans skrev i øvrigt selv mange gedigne salmer), men ak, salmeskatten kendes alt for lidt af kirkefolket. De troendes hjem er nemlig i de fleste tilfælde blevet sangfattige.  Sådan burde det ikke være.”Er nogen vel til mode, han synge lovsange!”  (Jak. 5:13)

Min egen inspiration er ofte David. Han skrev: ”En ny sang lagde Han i min mund, en lovsang til vor Gud…”  (Sl. 40:4).  Det sker stadig, tak og lov!

13.11.14 – jn