”Som gode husholdere over Guds mangfoldige nåde skal I tjene hverandre hver med den nådegave, han har fået.”  (1. Pet. 4:10)
På et stævne understregede hovedtaleren vigtigheden af at kende sin nådegave. ”Bliv klar over, hvilken gave Gud har givet dig”, sagde han, underforstået: ”Så du véd, hvordan du kan tjene Guds folk.  Men kender du og jeg vor nådegave?  En nådegave er ingen fortjenstmedalje til at pynte sig med, men givet ”den enkelte til fælles gavn.” 1. Kor. 12:7.

Med ”nådegaver” er nogle måske tilbøjelige til at tænke på de spektakulære og ”ekstatiske” nådegaver, men det er at tænke alt for snævert. ”Herren har givet mig et talent til at tjene penge”, sagde en amerikansk ven til mig, og han hjalp upåagtet mange. Det var bibelsk nok – hans nådegave var gaven til ”at hjælpe”  (1. Kor. 12:28).

Den gave tror jeg også min lille kone har. Hun har et særligt ”blik” for at vise andre opmærksomhed, som trænger særlig omsorg med fx en blomst, et stykke håndarbejde, legetøj til et barn, sygebesøg, o.lign.

Jeg mindes med glæde en gudfrygtig, ældre kvinde, i hvis selskab jeg kendte mig forunderligt opbygget. Herren havde udrustet hende med en særlig visdom og dømmekraft. Den gave tjente hun også mig med.

I morgen skal jeg møde en gammel ven, hvis evne til at ”skære igennem”, at være igangsætter, give gode råd uden at angle efter en platform, men går gerne efter mennesker i nød, som trænger trøst.  Også det er en gave.

Nådegaver i den forstand har et bredt spekter.  Apostlen  taler jo om ”Guds mangfoldige nåde” el. ”Guds farverige nåde”, som det også kan oversættes.  En nådegave gør dig måske ikke beundret, men gi´r dig dog en ”farve”, der udstråler gavernes Giver, vor Frelser. Ser du og jeg hen til Ham, vil vort liv uvægerligt afspejle Hans glæde (Sl. 34:6) og hen ad vejen også gøre os bevidste om den gave, Han har givet os. Er Han lige nu ikke stor for dig, kan du bede om det, for en sådan bøn hører Gud.

12.11.14 – jn