Vor amerikanske svigersøns job som offentlig anklager er at få lovovertrædere dømt.  Sådan må det være i et retssamfund.

Satan er kaldt ”vore brødres anklager” (Åb. 12:10), og det var han mod Job og en ypperstepræst, som hed Josua i Zak. 3. Han er en dygtig ”jurist”.
Kristne, som anklager hinanden, går ”chefanklagerens”, Satans, ærinde. Jeg taler ikke om begåede synder mod andre kristne. Dem må vi bekende med løfte om renselse i Kristi blod.  Jeg taler om noget andet, nemlig den onde, sataniske lyst til at efterjage hinandens fejl og skrøbeligheder i stedet for at efterjage hinanden med Kristi nåde og barmhjertighed.

”Det, jeg har sagt, må du endelig ikke sige til vedkommende selv, men lad det blive mellem os!” hvormed en sagesløs, fraværende ven er på anklagebænken, men den ”indviede” bør straks sige:  ”Du går med din anklage Satans ærinde, og den synd må du bekende for Gud”, og sådan må vi hjælpe hinanden i en åndskamp, der ikke er mod mennesker, men mod djævelen og hans allierede i den åndelige verden.  Ef. 6:12.

Det er ikke muligt at gå Herrens ærinde uden at blive anklaget, bebrejdet, kritiseret, dømt, m.m. af kritikere i Satans ærinde.  Det er du nok enig i. Der fortælles, at Napoleon engang overværede et skænderi mellem to af hans krigere.  Han gik i rette med dem og pegede i en bestemt, helt anden retningen og sagde: ”Dér ude er fjenden, vi kæmper imod!”

Lad os huske det. Oplever du som jeg ofte at stå for skud, lade det ikke friste dig til at resignere, men jag videre frem mod målet (Fil. 3:14) og lad os sammen synge Brorsons vidunderlige salme ”Hvo vil mig anklage…”  (Dansk salmebog 512).

11.11.14 - jn