Jeg kender flere venner, som uforståeligt ”konverterede” til katolicisme. Jeg anså dem ellers for bibelsk velfunderede, men alligevel fravalgte de deres evangeliske børnelærdom. En overgang til pavekirken er et alvorligt skridt, som fra katolsk side forudsætter, at man forinden grundigt har sat sig ind i den katolske kirkes lære og af hjertet har accepteret den.  Og vel at mærke: Ikke blot noget af dens lære, men hele ”pakken” fra A-Z.

En begrundelse kan være hjemløsheden i den kirke, de kommer fra (tit folkekirken).  I Romerkirken er der ingen ”slinger i valsen”, hvor læren ikke er et ”tag-selv-bord” (som fx i folkekirken), idet teologien og rammerne omkring den ligger fast. Men véd her, hvor man har sin kirke, som fordrer ubetinget underkastelse af det, den forkynder, hvor grundlaget er Bibelen og traditionen. Det sidste vejer i praksis tungest.

Problemet med ikke-katolske kristne er, at de ikke selv véd, hvad de står for. At anklage katolikkerne for ikke at læse i Bibelen, lyder hult, så længe  protestanterne er lige så ”bibelfjendske”.  Kun få véd, hvad ordet ”protestant” dækker. Det får man et indblik i på http://www.religion.dk/kristendom/protestantisk-kristendom hvad dog nok de færreste gider læse. Jeg er enig i dette links fremstilling, bortset fra de to punkter om barnedåben og nadverlæren.

Jeg er atypisk, da jeg er født udenfor folkekirken. Men det behagede dog Gud at kalde mig til frelse ved evangeliet ad uransagelige veje, som bragte Bibelen ind i mit liv som eneste (ikke blot højeste) autoritet i mit kristenliv. Det skete for mange år siden, men det er lige nyt i dag. Luthers kampråb ”sola scriptura” deler jeg 100%, og livet igennem har jeg oplevet bogstaveligt, at ”mennesket lever ikke af brød alene, men af hvert ord, der udgår af Gud mund”.  Læg mærke til, der står ”udgår” (ikke udgik!), for det er i sandhed stadig levende i ”nutidig nutid”, som jeg oplevede det første gang, Kristus-troen ”kom” til mig gennem Guds ord (Rom. 10:17).

9.11.14 – jn