Forside Artikler På lynvisit i Bergen
På lynvisit i Bergen Udskriv Email
Skrevet af Jørn Nielsen   
Fredag, 09. oktober 2009 09:35



”Hvad bestiller en dansker i Bergen?”  spurgte min medpassager, en meget selskabelig, norsk dame, dansk gift og også flydende dansk-talende, efter at hun havde gjort plads for mig på det midterste sæde.  ”Lige et øjeblik, så skal du få historien, når der bliver ro i højtaleren.  Jeg hader at tale, når de larmer med de mange højtaler-informationer.”  Hun lo indforstået, og snart var en samtale i gang med en vidunderlig anledning til at vidne om Ham, der i min tidlige ungdom blev omdrejningspunktet i mit liv.  Flyveturen gik på den måde meget hurtig, ja, vi kunne gerne have fløjet helt til Amerika uden at føle, tiden faldt os lang.  Du har det sikkert som jeg, når du skal på rejse.  Vi beder allerede før rejsen for dem, Herren måtte sende på vor vej.

Gensynet med Bergen var meget glædeligt.  Det var dér, jeg for 4 år siden tilbragte 6 dejlige dage på dets store, interntionale sygehus, da jeg i helikopter blev bragt dertil fra Norheimsund med hjerteinfarkt og derefter blev fløjet til operation på Rigshospitalet.  Jeg delte denne oplevelse med min meget sympatiske sidemand, og hun lo hjerteligt, da jeg fortalte hende, hvad jeg havde sagt til overkirurgen i Danmark:  ”Hvis operationen går galt, skal du ikke være ked af det, for det betyder bare, at jeg har skiftet adresse!”

Det glædelige gensyn skyldtes især den varme følelse af at være blandt venner.  På en særlig måde oplevede jeg, i de helliges samfund, sandheden af salmistens ord: ”De hellige, som er i landet, de er de herlige, hvem al min hu står til!”  (Psa. 16:3).  Og med dem oplevede jeg herlige stunder omkring Guds dyrebare ord.  Dette kan ikke forklares, men må erfares.  Og eftersom de enkle, opbyggelige samvær med Herren alene som det oplivende samlingspunkt er en ”mangelvare” mange steder, bliver en sådan tur let til en åndelig ”festrejse”.  En ”sang til festrejserne” er i den danske Bibel overskriften på 15 salmer (Psa. 120-134), ja, sådan føles det, når vi mødes i en god Ånd fra nær og fjern.

Mørke skyer af kriser trækker sig globalt sammen over os i denne tid.  Er det Herrens dom over vor civilisation og frafaldne kristenhed, der er i anmarch?  (Det græske ord ”crisis” betyder jo ”dom”).  Er det endnu et Nineve-kald til omvendelse?  (Jon. 1:2).   Lad os opgløde hinanden til ikke at skamme os ved vidnesbyrdet om vor Herre, thi har vi noget bedre at tale om?  Findes der noget andet, som kan skabe en så velsignet uro som netop evangeliet?

Både til lands, til vands og i luften!

-jn

 

10.12.09

 
Copyright © 2024 For Kristus. Alle rettigheder reserveret.
 

Til eftertanke

”Ethvert skrift er indblæst af Gud”

(2. Tim. 3:16)