Hadefulde ateister har hånet min Kristus-tro.  Er de mine værste fjender? Nej.  En ung kvinde var rasende, fordi jeg ville invitere hende og hendes mand til samtale om livets store spørgsmål.  Hun sagde bandende: ”Jeg tror hverken på Gud eller fanden…” og gav det skummende raseri frit løb.  Men det fjendskab er ikke det værste, om end hadet føltes hårdt.

Det religiøse fjendskab er langt værre. Det møder jeg fx hos ”pæne” kirkegængere med en religiøs grimasse, der kan passe, men de véd ikke, hvad det vil sige at blive født på ny! Jesus sagde netop de ord til den religiøse Nikodemus og lærde teolog i Joh. 3:  ”Du må fødes på ny!”

De religiøse var Jesu værste fjender.  De løj Ham alt ondt på, fordrejede Hans ord, påberåbte sig religiøs immunitet og stolte familie- og slægtsreferencer og ringeagtede samfundets syndige tabere.  Men de hadede indædt selve evangeliet og gør det endnu. En ateist kan jeg måske trods alt samtale med, men et religiøst menneske er næsten umuligt at få kontakt med uanset hvad slags kirke eller sekt de forskanser sig bag.

I al den religiøse ”motorik” er der ikke plads til bønnen ”Gud, vær mig synder nådig!”, som kastede tolderen lige i armene på vor Frelser.  Den bedende farisæer kastede sig i armene på sig selv, uden at der skete noget med ham.  Kan du forstå Luk. 18: 9-14 på anden måde?

Om føje tid er det jul. ”Mon Han slet ikke kommer til højtiden?” spurgte de (Joh. 11:56).  Absolut ikke, fordi der ikke er plads til Ham, selvom Hans navn nævnes i diverse tekster, men i hjertets herberge er der ikke plads.

Og dog forkynder evangeliet: ”Der er plads endnu!” (Luk. 14:22), nemlig hos Ham, der har sagt: ”Den, som kommer til mig, vil jeg ingenlunde støde ud!” (Joh. 6:37). Sådan drager Han endnu ”toldere og syndere”, også i  2014 både før og efter juletid.  – 31.10.14 - jn