En missionærven var en gang hjemme på besøg og sagde til mig efter at have ryddet op i nogle ting i sit barndomshjem: ”Pludselig slog det mig, at livet er kort!”  Han var da kun 40 år gammel.

Jeg hører tit de ældre tale sådan, men han var kun 40 og bevidst – guddommeligt bevidst – om det, vi ind imellem kalder (og forhåbentlig ikke som en kliché) ”livets korthed, dødens vished og evighedens længde.”

Jeg spørger stundom ældre medkristne: ”Er det en behagelig eller ubehagelig tanke for dig, at du snart skal dø?” De fleste bryder sig ikke om spørgsmålet, men klynger sig krampagtigt til jordelivet.

Er de uhelbredeligt syge, fx med cancer, er deres håb, når de beder om forbøn, at de må blive raske, ja, guddommeligt helbredt, men aldrig at de må være lykkeligt afklaret overfor evigheden med et vidnesbyrd for andre om denne afklaring i kraft af troen på vor Herre Jesus Kristus.

Dog er ikke alle så jordbundne. Jeg kendte en herlig skotte, der som ældre blev spurgt af en anden norsk ven, en lærer i Stavanger: ”Kunne du tænke dig igen at blive ung?” Svaret var: ”Nej, det kunne jeg ikke tænke mig, for da ville det bare vare så meget længere, før jeg kom hjem til Herren!”

Jeg kendte ham og vidste, at det ikke var tomme ord. Om ham gjaldt det: ”En kristen lever i evigheden, medens han endnu hører stueuret slå!”

En ældre ven, jeg regelmæssigt besøger, stråler af glæde, når vi taler om evigheden. ”Jeg glæder mig!” siger han, og så lader vi stueuret slå, mens vi holder ”stormagtsmøde” over en åben Bibel og en kop kaffe i samfund med Treenigheden.  Se, på den måde har vort møde 5 deltagere!

Lykkelig er du, hvis du har en sådan ven at holde ”stormagtsmøde” med i dit hjem på en ”almindelig” søgnedag, hvor der ikke er officiel kirkegang!

20.10.14 – jn