Spørgsmål: Skal vi kjenne hverandre igjen i himmelen?
Sier Skriften noe om dette?   (Et spørgsmål fra Norge)

Svar: Ja, det tror jeg ikke, der er nogen tvivl om.  Jeg hørte om en ældre, troende bondekone, der lå for døden, og som spurgte sin mand:  ”Tror du, vi vil kende hinanden i Himlen?”  Hans morsomme svar var: ”Nu har jeg kendt dig her på jorden i over 50 år.  Tror du, jeg vil være et større fjols (norsk: en ”dumming”?) i Himmelen?”

Da vor Frelser tog Peter, Jakob og Johannes med sig op på forklarelsens bjerg (Mt. 17:1-9), hvor Han blev forvandlet for deres øjne i en stråleglans, som de oplevede som en forsmag på Himlens herlighed, så de også Moses og Elias.  De vidste, at det var netop de mænd, de så, selvom ingen havde sagt det til dem, og selvom de aldrig havde været sammen med dem på jorden.

Hvordan dette kunne lade sig gøre, véd vi ikke, men i evigheden gælder et gengældelses-kriterium, som overgår alle jordiske regler og regnemåder uden mindste mulighed for at tage fejl (sådan som vi ofte gør det på jorden).

I 1. Tess. 4:13-18 taler apostlen trøsterige ord til de troende om deres kære, der er ”sovet hen”. Der er tale om troende mennesker, som var kendt og elsket af familie og venner her på jorden, og hvis bortgang havde fyldt de efterladte med sorg (v. 13).  Men apostlen har gode nyheder!  En herlig genforening vil finde sted i et kommende ”friluftsmøde” med Herren som det herlige midtpunkt.

Men læg så mærke til, hvad der videre siges i dette bibelafsnit.  ”… derefter skal vi, som lever og bliver tilbage, bortrykkes tillige med dem for at møde Herren i luften…”  (v.17).  Ganske vist er det først og fremmest Herren, vi skal møde, men det sker sammen med dem, som vi kendte på jorden, og hvis bortgang vi engang sørgede over!

Jeg kan ikke forstå ordet på anden måde.  Derfor tror jeg, at den troende enke, som påhæfter ordene på kransen ved sin mands kiste:  ”På gensyn!” er helt i overensstemmelse med Skriften.

Hvad med de små børn, som dør? Skal vi se dem igen? Det troede i hvert fald David, da han sagde de dejlige ord om den baby, han just havde mistet: ”Jeg går til ham, men han kommer ikke til mig!” (2.Sam. 12:23). David havde altså en klar forventning om at skulle se ham igen og være sammen med ham i evigheden.

Der vil i evigheden ikke ske nogen forandring på vor identitet, dvs. hvem vi er, men denne identitet vil først i forvandlet skikkelse i fuldkommen ligedannelse med vor Frelser (1. Joh. 3:2) komme herligt til sin ret!

15.10.14 - jn