Forside Artikler En herlig fortalelse
En herlig fortalelse Udskriv Email
Skrevet af Jørn Nielsen   
Mandag, 06. oktober 2014 09:26


En god ven, Bjarne, skal begraves på lørdag.  Han havde i lang tid indstillet sig på evigheden, som han var fuld fortrolig med.  Han havde også arrangeret sig med et ”bedemandsbureau”, som han kom til at kalde et ”rejsebureau”.  Det var en fortalelse, men den var jo vidunderlig, direkte munter og  forløsende!

Det er ingen sag at forlade jordelivet sådan, dvs. i bevidstheden om, at vi som kristne kun er på rejse, ja, på et transitophold, der afløses af vort endelige rejsemål derhjemme hos Herren (2. Kor. 5:8).

Det har altid været et særligt privilegium at sidde ved et troende menneskes dødsleje,  og når man er af min årgang, tager man helt naturligt afsked med mange venner, der også er nået ”støvets år”. 

Evangeliets lys over et dødsleje kaster alt ateistisk hovmod i skyggen og får alle gudløses højrøstethed til brat at forstumme.  For dem er jo dette korte liv ikke en transitrejse til en lykkelig evighed i selskab med dødens overvinder, Jesus Kristus, selvom de ikke undgår selve evigheden.

”Tal ikke om døden”, har flere  sagt til mig.  Det er ikke et comme il faut emne  i dannede kredse. Det er forståeligt eftersom døden er en fjende, men for dem, der i dette liv har taget imod Ham, som er opstandelsen og livet, er døden en overvundet, tilintetgjort fjende (2. Tim. 1:10).

Jo, vi vil tale om det.  David talte om ”døds-skyggens dal” Sl. 23:4, men en  skygge frygter vi ikke – og den er ikke mere! - uanset hvis skygge det er!
Og den med ”rejsebureauet” vil jeg huske.  Det var en herlig fortalelse, synes du ikke?

6.10.14 – jn

 
Copyright © 2024 For Kristus. Alle rettigheder reserveret.
 

Til eftertanke

”Ethvert skrift er indblæst af Gud”

(2. Tim. 3:16)