”Kom med mig lidt hjem!”

…sagde en af mine gode naboer og  nærmest trak mig bort fra vort lille hus til en lille formiddagsstund over et  glas dansk juleøl. Han er enkemand, har i 37 år været privatchauffør for Mærsk McKinney Møller, Danmarks absolut største erhvervsmand med over 75.000 ansatte i sit brød, spredt over mange lande.  Så delvis for min nabos skyld er jeg i gang med at læse hans chefs spændende livshistorie. Og vi har selvfølgelig i den forbindelse meget at samtale om.  Jeg havde taget Evangelistens smukke julehefte med til ham.

Jeg mindede ham om, at hans chefs bedstefar, som i tidernes morgen, var inspirationen til det nuværende verdensimperium, var en troende mand, som kendte Gud som en bønhørende Gud og havde gode bibelord overalt på væggene i sit hjem, som i øvrigt stadig er bevaret som mindestuer i Svendborg.

”Hvor skal du holde jul?” spurgte jeg, sådan som folk jo høfligt spørger hinanden i denne tid.  Jo,jo,  han skulle til sin datter i Ølstykke og bli´r  hentet af en søn.  ”Hvad skal I lave juleaften?” fortsatte jeg.  Svaret var selvfølgelig forudsigeligt.  Familiehygge, god mad, gaver til børnene og så ellers hjem igen samme aften.

”Jeg skal give dig en julesang med”, sagde jeg, ”så kommer du på denne måde med et frisk indslag”.  Det var min nabo, som hedder Erik, med på.  Om så familien vil synge den, er en anden sag, men de får da evangeliet på en nem melodi.

Vi taler godt sammen, og Erik synes godt nok, ”der er mere mellem himmel og jord, end vi forstår”.  Jeg spurgte ham: ”Har du en Bibel?”  Det mente han og begyndte at lede i reolen.  Han fandt et nyt testamente, og jeg slog op på et ord, der i en kritisk stund på hospitalet havde betydet meget for mig.  Jeg bad ham selv læse det:  ”Jeg kender Ham, som jeg har sat min lid til”  (2.Tim. 1:12).  På norsk står der:  ”Jeg véd på hvem jeg tror!”, men vi var enige om, at det sagde det samme.  Erik nævnte selv ex fra dagligdagen, hvor han brugte ord om at ”sætte sin lid til”.

Vi talte om livets forestående afslutning.  ”Hvis du en dag læser i avisen, at jeg er død, skal du ikke tro det”, bemærkede jeg.  ”Det er kun min krop, der er lagt i jorden, men jeg selv er jeg flyttet hjem til Gud!”  Jeg udtrykte ønsket om, han ville få det som jeg.  ”Jeg kan kun sige, at det må jeg tænke lidt over”, sagde han.

Men nu var det frokosttid, og jeg måtte hjem, men vi aftalte at mødes igen, hvad vi allerede har gjort, for det sætter den ensomme nabo pris på, og han tog hjerteligt afsked med mig  udenfor.  ”Vind dem for dig selv og så for Kristus”, er det undertiden blevet sagt.  Det er en bibelsk parole, tror jeg.

-jn-