Søren Krarup, præst, politiker og debattør, har udbredt sympati p.gr.a. hans sunde, etiske holdninger, især i forholdet til EU og de forløjede ”menneskerettigheder”, som nærmest er en del af ”verdenssamfundets” nye evangelium med trodsigt fravalg af det Kristi evangelium, der kom til vort land for over 1000 år siden.

Så ham lytter vi til.  Han understregede i ”deadline” i aftes, at Danmark skal lovgive i sit eget land, og det skal vi ikke have udefra kommende EU-jurister til.  Men så kommer S.K. med en sammenligning, hvor kæden hopper af.  Der skal ikke ”missioneres” med menneskerettigheder i lighed med missionærer, der rejser til Afrika og slår andre i hovedet med Bibelen.  Sådan omtrent sagde han.  Ak, ganske afslørende.

Havde han dog blot sagt: ”Der skal ikke ”missioneres” med menneskerettigheder.  Vi ønsker at lovgive efter dansk lov.  Men selvsagt   skal der missioneres i evangelisk forstand. Evangeliets udbredelse er vor Frelsers sidste ”marchordre”, og det er Hans vilje, at evangeliets gode nyheder skal forkyndes som aldrig før både i DK og indtil verdens ende!”

Det sagde præsten ikke og har nok aldrig gjort det. Som ældre fortsætter han lidt vrissende at sige ”fornuftige” ting, dog mod evangeliets verdenssag harcelerer han nærmest som ”god dansker”.  Tænk, om evangeliet havde grebet og forvandlet hans lovlydige hjerte!

Moralister, nationalister, EU-modstandere og retlinede præster med lovens gode fordringer giver vi gerne ørenlyd, men det moderne, fortabte menneske behøver mere end moral.  Svaret på den akutte, åndelige nød er evangeliet om Frelseren, vor Herre Jesus Kristus, som alene kan frelse og udfri det enkelte menneske i syndens lænker – men hvem vil holde Ham frem?  Hvor mange af de tusindvis af prædikestole gør det med evighedens alvor i morgen, søndag? Hvem gør det? Hvem af os vil?

4.10.14 - jn