Søren Kierkegaard fik sidste år fik sit eget jubi-år, berømmet som han var som måske DK´s største filosofiske geni. Han hælder ubelejligt malurt i bægeret ved  i ”Øieblikket” nr. 8 at tale om den lidende sandhed.  Denne NT´s påstand er han dog ikke nær så meget ”in” med.

Nej, den lidende sandhed er i dag blevet til den fornøjelige sandhed, som populær, spiselig, munter og underholdende svarer mere til den lovpriste tidsånd.  Jamen, er den lidende sandhed da ikke NT´s kristendom? Måske, men et sådant NT er ikke noget for os!

Eller også kræver vi et NT i bedre oversættelse!  Ja, til et mere venligt, tilgængeligt, menneskeligt, mindre guddommeligt og mere kammeratligt ”hverdagsdansk”, - friskfyragtigt, passiar-indbydende, mindre lidende.

Du er måske nok bibelsk, Søren, men påstanden om kristendommen som den lidende sandhed er udansk, humørforladt, for fjendsk, livsfjendsk, og din forståelse af Kristi efterfølgelse er alt for bogstavelig.  Nok er du teolog med udmærkelse, men ikke spor teologisk i folkelig, folkekirkelig forstand. Du befinder dig snarere, rent ud sagt, på grænsen til galskab.

Jo, jo, du henviser nok til Paulus om ”at lide ondt” og være ”forfulgt”. Men det gjaldt på hans tid, ikke i anno 2014.  Vi har i vor tid formået, hvad dit apostolske forbillede ikke kunne, nemlig at inkorporere kristendommen i et statsstyre, i grundloven, i en respektabel statskirke m. statskirkepræster, der følger tidsånden. Som du ser, går det jo godt, ikke?

Du siger:  ”Hvad med evigheden?”  Åh, begynder du nu igen?  Stakkels, stakkels Søren Kierkegaard – og ligeså stakkels Paulus!  Og stakkels Gud!

24.9.14 - jn