I familien er jeg vistnok ikke særlig familievenlig i gængs forstand, da familiekomsammen for mig ikke er noget mål i sig selv for slet ikke at tale om den populære fornøjelse, der kaldes ”slægtsstævner”.

Og dog er jeg, ironisk nok, mere familie- og slægtsorienteret end resten af familien tilsammen.  Der læses p.t. korrektur på en fragmenteret familiesaga med interessante ”highlights” fra min slægt.  Men denne ”saga” ville ikke kunne skrives, hvis ikke der i slægten havde været et åndeligt lys som fx morfar, hvis tjeneste også indirekte førte til min omvendelse.

Da fik jeg samme forhold til familien, som han fik, nemlig omsorg for familiens omvendelse gennem et personligt, selvoplevet vidnesbyrd. 
Jeg sagde netop til min kone:  ”Hvad kan slægtens historie lære mig?”  Flere ting tror jeg.  For det første at jordisk slægtskab, om end aldrig så interessant, ikke kan frelse mig.  Som barn troede jeg det.  Jeg mente, at min morfars gode forbindelse med Himlen også ville give mig en plads dér.  Du siger måske:  ”Var du virkelig så dum?”  Ja, så dum var jeg!

For det andet kan der i en slægt være slægtled (”blodets bånd”), som kan efterlade sig en åndelig arv.  Det kendte fx den unge Timoteus til (2. Tim. 1:5).  Og det har jeg også gjort.  Men det skal ikke animere til dyrkelse af ”endeløse stamtavler” (1. Tim. 1:4), men derimod til endnu større troskab mod Guds ord og til at gøre ”en evangelists gerning” (2. Tim. 4:5) og altså ikke til slægtsforskning som noget mål i sig selv.

Spurgeon, U.K.´s kendteste prædikant i det 19. årh., var privilegeret med gudsfrygt i sin nære og fjernere slægt.  Hans vidnesbyrd bragte tusinder ind i slægtskab med Kristus som frelste synderes ”slægtsoverhoved”.

Ham blev der peget på i min slægt trods megen skrøbelighed.  Og Ham skal vi pege på for kommende slægter, uanset hvad slags blod, der flyder i årerne, ja, på Jesus Kristus, de fortabtes eneste Frelser til alle tider.

23.9.14 - jn