Efter 6-dages krigen i 1967 tolkede jeg en Kristus-troende jøde, Moshe Ben-Maeir, som jeg fik meget kær. Han var kommet til troen, fortalte han, ved at studere Jesu slægtsregister i Mattæus-evangeliets 1. kapitel!

Han berettede om mange mirakler fra 6-dages krigen og var overbevist om, at en ny, messiansk tid var oprundet for Israel.  Han afviste tanken om, at nye trængsler ventede forude for hans folk, som med Hitlers folkemord på 6 millioner havde haft trængsel nok. Mente han.

Hvor jeg dog ønskede,  han havde ret, for  Zakarias´ profeti om Israel, at ”to tredjedele skal udryddes og udånde, men en tredjedel skal levnes”, og at selv denne tredjedel skal føres gennem ild (kap. 13:8-9) gør næsten fysisk ondt på mig at læse.  Trods min sympati for nævnte jødiske bror i Kristus med et hjerte af guld, havde den gudfrygtige teolog, Fjord Christensen, nok mere ret, da han udtalte:  ”De har det værste igen!”

Eftersom Zakarias er klar herom, skal vi ikke ignorere den slutfase, der i skriften er kaldt ”Jakobs trængsel” (Jer. 30:7)  Jeg afviser den ”erstatningsteologi”, der påstår, at de kristne har overtaget Israels plads.  Men Israels fremtid er ikke knyttet til dets enorme militærmagt, men til den Messias, et trængt og ydmyget folk, en skånet ”rest”, skal vende sig til i en evangelisk omvendelse og i dyb sorg (Zak. 12:10-14) i lighed med andre ægte omvendelser i vækkelsestider.

Men stadigvæk:  ”Frelsen udgår fra jøderne” (Joh. 4:22), som Paulus går i detaljer med under Helligåndens profetiske ledelse i Rom. 9, 10 og 11.

Hvordan skal Kristi efterfølgere forholde sig til dette?  På samme måde som Paulus, nemlig være tro mod Kristi troværdige evangelium og ikke skamme os ved det overfor vor samtid, for ”det er Guds kraft til frelse for enhver, som tror, for jøde først og så for græker.”  Rom. 1:16.

20.8.14 – jn