I bladet ”Udfordringen” fortæller en mand her i distriktet, Mogens Albrechtsen, om en ordveksling med en lokal, kvdl. sognepræst angående vielse af homoseksuelle par, hvilket præsten ingen problemer havde med.

Han havde stillet spørgsmålet:  ”Hvad med troskaben overfor Guds ord?” hvortil hun fripostigt havde svaret: ”Hvem siger, at det hele er Guds ord?”
Sognepræstens svar udtrykker reelt blot både hendes biskops og regerings holdning, der er så cementeret, at en kristen, der mener noget andet af respekt for Den hellige Skrift, nærmest buh´es ud.

 Vi er stadig en minoritet, som med M.A. må ”tale Roma imod”, og personligt tøver jeg ikke med at sige, at en sådan kirke er ikke en kristen kirke trods en formel bekendelse til Bibelen og de bibelske bekendelsesskrifter, men i praksis en statsautoriseret og –kontrolleret institution, hvor Guds trone er skiftet ud med ”Satans trone” (Åb. 2:13).

Stærke ord, siger du, ja, men ikke for stærke.  Satan er nemlig ikke en karikatur med horn i panden, der siger ”bøh”, men indbegrebet af religiøs forførelse og selvbedrag.  Lige så alvorligt som homoseksuel praksis er den vildfarelse, der søndag efter søndag bilder folk ind, at der ved døbefonten sker det mirakel, at en baby, som dog i forvejen tilhører Guds rige, nu ved en dåbsceremoni lukkes ind i Guds rige, får Helligånden, bliver åndelig genfødt og meget andet godt.

Der har været præster, som gjorde op med det bedrag, bl.a. Bent Feldbæk for ca. 15 år siden, men forgæves.  Han blev fyret, og det vil enhver præst blive, som tør følge hans ex, hvilket i praksis ikke sker.

Hvem er præsterne i virkeligheden i lommen på?  Jeg er enig med Mogens Albrechtsen, når han i ovennævnte indlæg skriver, at de hellere vil  ”tækkes politikere og det omgivende samfund” end vise troskab mod Guds ord.

9.8.14 - jn