En herboende tamilsk enke udtrykte overfor mig  taknemlighed over med sine tre børn at bo  i DK som ”landet, der flyder med mælk og honning”. Hendes ord gik lige til mig hjerte, da det gradvis gik op for mig, hvilke prøvelser de flygtende og forfulgte tamilere har været igennem.

Men Danmark er ret beset ikke landet med mælk og honning, da ordene gælder Herrens løfte til Moses om at føre hans betrængte folk ”til et godt og vidtstrakt land, der flyder med mælk og honning.”  2. Mos. 3:8.  Det er  Israels land, som Herren hyppigt kalder for ”mit land”, hvilket er godt  at tænke nu, hvor Israel – Guds land - af den gudsfjendske opinion  gøres til ”prügelknabe”.  Men det sidste ord er, profetisk, ikke sagt i denne sag.
 
Men hvad er ”landet med mælk og honning”, evangelisk set, for os, Guds folk. i dag?  Hvad er i dag vort ”Kanaan”?  Hvor flyder det med ”mælk og honning”, dvs. med Herrens åndelige velsignelser? 

Som ung belærte gode brødre mig om, at Ef.brevet er NT´s Josua-bog, for ligesom israelitterne skulle underlægge sig fjenderne i Kanaan for at nyde dets velsignelser (Josua-bogens tema), skal vi også i  Kristus underlægge os de fjender, der nævnes i Ef.br. (kulminerende m. kap. 6) og tage i praktisk besiddelse de velsignelser i Guds Søn, som er os skænket.

En Guds mand, der gav mig denne undervisning, sagde:  ”Desværre er det få kristne, der ser dette (med troens øjne) og derfor aldrig når videre.”

Ligesom den kære tamilske enke kan også vi glædes over at ”bo” i landet med mælk og honning, åndeligt talt, p.gr.a. ”al åndelig velsignelse” i Jesus Kristus (Ef.br. 1:3).  At vide det er dog ikke nok.  Vi må i trosstriden tilegne os disse velsignelsernes styrke i Kristus, mens vi gør front imod de fjender, der – ligesom de gjorde med Israel – vil prøve at drive os bort i modløshed fra det, der er os skænket.  Smlgn. 2. Krøn. 20:11.

28.7.14 – jn