(et spørgsmål fra Norge)

Spørgsmål: Eg har eit spørsmål her, som er blitt fremmet!
Hvorfor er det nødvendig for en kristen å lese i Bibelen? Er det ikke bare fortellinger som en kjenner til og ikke trenger å lese noe mer enn at en kan historiene? Hvorfor er det viktig å lese hver dag? 

Svar:  For gudløse mennesker er Bibelen absolut ikke en ”nødvendig” bog.  For mit eget vedkommende var det en sort bog med guldbogstaver, som stod ensomt i bogreolen i mit barndomshjem uden mindste interesse, før Herren kaldte mig og fandt mig som det fortabte får i godt 14-års alderen.  Det første, der skete, var en vakt appetit for Bibelen.  Hvorfor?  Jeg havde fået med Bibelens unikke hovedperson at gøre, vor Herre Jesus Kristus.

Tillad mig fortsat at være en lille smule personlig.  Mere og mere gik det nemlig op for mig, hvad Jesus sagde:  ”Det er dem (skrifterne), der vidner om mig!”  (Joh. 5:39).  Og således blev Bibelen for mig en uudtømmelig sandhedskilde, som jeg aldrig bliver færdig med at øse af, og som den gode Helligånd bliver ved at levendegøre for vore hjerter, medens Han utrætteligt peger på vor Herre Jesus Kristus, og hvad der er os skænket i Ham. 

Bibellæsning under Helligåndens trofaste og og tålmodige oplæring er troende menneskers store og velsignede privilegium.  ”Vi har ikke fået verdens ånd, men Ånden fra Gud, for at vi kan lære at kende, hvad Gud i sin nåde har skænket os!”  1. Kor. 2:12.  Mærk udtrykket:  ”… har skænket os!”  I os selv vil vi altid føle os mangelfulde og fattige, men da er det, ”Ånden fra Gud” i forbindelse med læsningen af Guds ord viser os, hvad der er os ”testamenteret” i Jesus Kristus, og vi kan synge med Lina Sandell:  ”O, Jesus, åbne du mit øje, at jeg må se, hvor rig jeg er!”  Lad os læse Guds ord med den forventning, langsomt og ikke med lyntogets fart!

Der findes et lovisk forhold til Skriften, som Jesus anklagede de skriftlærde for:  ”I ransager skrifterne, fordi I mener i dem at have evigt liv; og det er dem, der vidner om mig!”  Et sådan teologisk og livløst forhold til Bibelen (dvs. uden livsforbindelse med Kristus) kan moderne skriftlærde også have i dag.  Jeg har netop prøvet at vise omsorg for en ledende teolog i den lutherske kirke, som samtidig er en personlig ven, og med smerte fortælle ham, at han som Nikodemus mangler at blive født på ny.  Han var Gud ske lov åben for dette alvorlige budskab og bad om forbøn.

Som ganske ung kristen i USA var jeg en overgang kommet i et lovisk forhold til Skriften.  Det kan ske selv for en kristen.  En gang, da jeg nidkært ville belære en troende broder om en bestemt sandhed i Bibelen, sagde han pludselig:  ”Where is Christ?” – Hvor er Kristus? – De ord ramte mig og har fulgt mig gennem livet.  Jeg indså, at jeg i min bibelske nidkærhed var kommet til at skygge for Kristus, for bibellæsning er mere end boglærdom.  Bibelen er en åbenbaringsbog, som åbenbarer Jesus Kristus ved Helligåndens virksomhed.

I den norske Bibel blev jeg en gang opmærksom på et interessant ord i Salme 56:5, 11:  ”Ved Gud priser jeg Hans ord!”  Der står ikke:  ”Ved Hans ord priser jeg Gud!”  Det ville jo også være sandt, men her står det omvendt.  Pointet er nemlig, at når vi åbner vor Bibel til personlig læsning og studium, gør vi det i erkendelse af, at Han er dér!  Hvis han ikke var dér, ville Bibelen være som enhver anden bog og uden liv.  Men vi har med den hellige Skrift at gøre, som er indblæst af Gud  (2. Tim. 3:16) og det betyder ifg. den gudfrygtige (afdøde) teolog Hugo Odeberg, at ”ikke blot har Gud åndet på sit ord, men Han ånder også på os, når vi læser det!”

Og hermed burde det være overflødigt at spørge, om det er vigtigt at læse i en sådan forunderlig sandhedsbog hver dag! 

jn