Forside Artikler Små ord, der gør en kæmpe forskel!
Små ord, der gør en kæmpe forskel! Udskriv Email
Skrevet af Jørn Nielsen   
Lørdag, 05. Juli 2014 14:12


Jeg har nævnt pastor Feldbæk Nielsens fyring, fordi han ændrede ordet  ”i” i Mt. 28:19 til  et ”til”,  helt korrekt ifg. grundteksten, der bruger forholdsordet ”eis”, som netop betyder ”i henseende til”.  Men kan det ikke være så inderligt ligegyldigt?  Absolut ikke!

Kirkens teologer påstår hårdnakket, at det er Gud, der handler i dåben, ”hvori du gør os til dine børn og skænker os Helligånden med syndernes forladelse og det evige liv.”  (det statsautoriserede dåbsritual).

Hvilket bedrag!  Det er den døbende, der handler ”i henseende til” (eis) Treenigheden, dvs. med Ham for øje.  Dåben er således en offentlig bekendelse til Jesus Kristus som et synligt vidnesbyrd om den omvendelse, der allerede er sket i hjertet.  Det alene er NT´s dåbspraksis.

Forskellen mellem NT´s og statsreligionens praksis bør være åbenbar!

Lad mig nævne et par bibelsteder som illustration.  I Mt. 18:20 samles vi til (”eis”) Hans navn og ikke ”i” som gengivet i den nye ovs.  Havde der i grundteksten stået ”i” (græsk:  ”en”), ville det betyde, at vi samles for at handle på Hans vegne.  Men meningen er tydeligt, at vi samles med opmærksomheden mod Hans person som samlingens lysende midtpunkt.

I 1. Kor. 5:4 hedder det, at ”i Herren Jesu navn skal vi forsamles…”  Her er korrekt brugt ordet ”en” (dvs. ”i”), for her samles de troende i en alvorlig utugtssag for at handle (i menighedstugt) på Herrens vegne.

Det ubibelske i det statsautoriserede dåbsritual påviste Feldbæk Nielsen klart, men  kom dog til at stå mutters alene, for ingen kolleger turde åbent stå last og brast sammen med ham.  Selvom flertallet holdt med statsreligionens ”autoriteter”, har der givet været dem, der inderst inde gav Feldbæk ret, men de valgte fejt at give køb på troskaben mod Guds ord. 

Sagens alvorlige anliggende handler om en god samvittighed overfor Kristus og Hans ord og bør tale til os alle.  Eller hvad mener du?
5.7.14 - jn

 
Copyright © 2024 For Kristus. Alle rettigheder reserveret.
 

Til eftertanke

”Ethvert skrift er indblæst af Gud”

(2. Tim. 3:16)