For o.15 år siden bragtes nyheden om, at pastor Feldbæk Nielsen var fyret p.gr.a. et sølle lille forholdsord!  Forholdsordet var ”i”, som præsten havde udskiftet med ”til” i dåbsbefalingen i Matt. 28:19-20. Efter en personlig omvendelse døbte han til og ikke ”i”. 

Han havde  ret.  På græsk bruges forholdsordet ”eis” og ikke ”en” (i), og ”eis” betyder:  ”med henblik på” – ”i henseende til” el. blot ”til”.  Den tyske bibel bruger da også det tyske forholdsord ”auf”, som i den sammenhæng har samme betydning som ”til”.

Men hvad er forskellen?   Lad mig svare med et ex:  I min elevtid i ØK kunne min chef bede mig afsende et brev til en af filialerne i hans navn.    Brevet var med min chefs underskrift som om, det var ham, der havde skrevet det.  Det var nemlig skrevet i hans navn!

Vi opmuntres til at ”afsende” bønner i Kristi navn. Fx i Joh. 16:23. En bøn ”i Hans navn” er en bøn, Han kan lægge sit navn til.  Her er det græske ”en” (dvs. ”i”)  udtryk for, at Herren handler på vore vegne.

Når jeg vidner for mennesker, sker det i mit hjerte i Hans navn, men min forkyndelse peger på Kristus, og her kunne jeg gerne bruge det græske forholdsord  ”eis”, da budskabet netop peger på Ham.

Sådan med dåben.  Det er os, ikke Gud, der handler, men ”døberen” peger på Kristus, hvad det lille forholdsord ”eis” afskygger.

Den forkætrede præst pegede på Kristus i dåbshandlingen uden at love nogen ”genfødsel”, for den sker ved personlig omvendelse og tro på Jesus som synderens Frelser – ikke som en mekanisk ”trosbekendelse”, men som en selvoplevet erfaring.  Det fik præsten ikke medhold i, og ingen - ingen! -  af hans præstekolleger turde vove pelsen og støtte ham.

Hvad slags dåb der døbes med (ved vandfad el. i havet) er ikke afgørende. Vi fastholder, at ingen dåbshandling genføder, det gør kun Han, dåben peger på.  Som Spurgeon sagde om stedet med de små børn (Mt. 19:14):  ”Læs ordet forfra og bagfra, du finder ikke noget vand her, kun Jesus!”

4.7.14 – jn