Forside Salmer Om den ufortjente nåde i Kristus
Om den ufortjente nåde i Kristus Udskriv Email
Skrevet af Jørn Nielsen   
Fredag, 27. juni 2014 16:16


Melodi:  Guds Søn kom ned fra Himmerig…


O, kender du den skønne klang,
der er i Jesu nåde?
Den er i os den nye sang,
vi fatter ej dens gåde,
den ufortjent kom til os, som
fortjente kun Guds straf og dom
og det i overmåde!


Men dér, hvor synden den blev stor
med større kraft dog lyder
til evig frelse korsets ord,
som evangeliet pryder!
Trods slægters oprør mod Guds lov,
ja, uden sig at føle flov
fri nåde Gud os yder!


Har du i denne nåde del
spontant du derom beder,
at også den udelt og hel
en fredløs sjæl opleder,
som Herren sender på din vej,
der høre skal igennem dig,
at frelsen Kristus hedder!


Nej, har vi noget andet svar
på ondskab og elende
end Kristi frelse dyrebar,
ja, indtil verdens ende?
Det såre enkelt siges må,
så selv et barn det kan forstå,
der ønsker Ham at kende!


27.6.14 – jn

 
Copyright © 2024 For Kristus. Alle rettigheder reserveret.
 

Til eftertanke

”Ethvert skrift er indblæst af Gud”

(2. Tim. 3:16)