TV har endnu serier om Hitler, som i bagklogskabens lys fordømmes, men som engang forførte både politikere, kirkefolk, kunstnere og idealistisk foreningsliv.

Allerede i 1934 besnærede han det  ”kristne” britiske rige med en flammende ”fredstale”, som havde alt i sig af kærlighed til fred, sameksistens, advarsel mod  at begynde på en ny verdenskrig, en udstrakt hånd til den kristne kirke og ønsket om venskab med de nationer, som han hemmeligt allerede planlagde terror imod.

Denne ”fredstale” fra maj 1934 var så overbevisende, at kun  få  gennemskuede hykleriet.  Selv den folkekære digterpræst og dramatiker, Kaj Munk, kapitulerede for både ham og Mussolini, men indså snart bedraget og blev som bekendt  i jan. 1944  myrdet af Gestapo.

Aldrig,  gennem flere generationer, har Europa set en sådan forførelse.  Den danske ”samarbejdsregering” udtrykte i begyndelsen beundring for Nazi-Tysklands succes og sagde god for ”Frikorps Danmark” under SS, som den så hyklerisk efter krigen anklagede for landsforræderi.

  Vil en sådan forførelse kunne ske igen som den gang under den sataniske treenighed, Satan-Hitler-Mussolini?  Nej, lyder EU´s rungende svar.  ”Fred i vor tid”, hedder det som et ekko fra Chamberlains naive erklæring efter det ”vellykkede” München-forlig i 1938.  Men Europa tager fejl.  Det véd vi fra Guds ord.  ”Vi forfølges, men  I i vesten forføres”, har en kristen kinesisk leder udtalt.  Adskilt fra vor Herre Jesus Kristus som vejen, sandheden og livet, vil alle forførelsens muligheder stå åbne.  Herom er Bibelen klar.  Men åndelig klarhed udviskes mere og mere  hos bekendende kristne her på falderebet før Herrens komme.

Skræmmende?  Ja, men ikke for den, der tager sin tilflugt til den korsfæstede og opstandne Herre, ikke på religiøst skrømt, men i Ånd og i sandhed.

24.6.14 – jn