En ekspedition fra min Morfars porcelænsforretning har sat sig fast hos mig.  Jeg så ekspedienten slå blidt på koppen, inden den  blev pakket ind for at sikre, at der ikke var nogen mislyd, for da skulle kunden selvsagt ikke have den.

Klangen skulle med andre ord være ægte.  Der er megen uægte klang i kristenheden.  Fx når der under øredøvende larm skingert råbes på ”Jesus”.  Jeg besøgte netop en dybt sørgende enkemand.  Ville jeg have hjulpet ham med afspilning af larmende, ”begejstret” Jesus-musik?

Francis Schaefer  (1912-84),  som samtiden kaldte ”de intellektuelles missionær” (mange intellektuelle unge fandt hjælp ved hans forkyndelse), skriver i en af sine bøger, at der ikke er noget navn, der skræmmer ham så meget som Jesus-navnet, fordi han har set, hvordan dette navn misbruges og erstattes med ”en anden Jesus” (2. Kor. 11:4).

Hvordan kan den ægte Herre Jesus Kristus kendes fra den uægte?  Det kan kun de, som  har fået hørt Hyrdens stemme så umiskendeligt, at de straks fornemmer, når en fremmed er ”i spil”.  En gudfrygtig kvinde, jeg kendte, plejede at sige, når hun havde lyttet til en forkyndelse, hun ikke var hjemme i:  ”Det var noget fremmed!”   Hyrdens røst manglede.

Men Hyrdens røst  høres stadig ved evangeliets troværdige vidnesbyrd, om end  i ”svaghed og frygt og megen bæven”, uden scenevanthed og verdslige effektmidler.  Da jeg på en skole i USA viste de mange børn korset i det danske flag og fortalte dem, hvorfor vi havde det kors, råbte en dreng spontant  nede fra salen:  ”Jesus!”  Hans stemme var ikke skinger. Jeg følte, det var et barnehjertes glade respons på korset.

Det respons høres nok ikke, når vi ellers peger på korset i vort flag, men derfor skal vi gøre det alligevel som et vidnesbyrd i vor tid (1. Tim. 2:6).
Måtte du og jeg have et sådant vidnesbyrd!

11.6.14 - jn