I   ”Sygdommen til Døden”, afdækker S. Kierkegaard den smerte, at mennesket trods en ydre lykkefacade, dybest set er fortvivlet, hvis det afviser noget forhold til Gud og evigheden.

Som f.ex den unge pige, som fortvivles over sin elskede, fordi han døde el. var hende utro.  I sin forelskelse ønskede hun, åh ja, at tilhøre ham så helt og aldeles, at hun så at sige kun var sig selv i ham, ja, ved at blive ”af med sig selv i ham”.  Men nu er det slut, og hun fortæres af fortvivlelse.
Siger man til hende:  ”Du må leve videre, ellers fortærer du bare dig selv”, vil hendes svar være: ”Nej, min smerte er, at det just er det, jeg ikke kan!” Det kunne heller ikke min skolekammerat. Hun valgte at begå selvmord.

Men lad os gå et skridt videre end S.K.  Sæt nu, det ikke gik sådan. Pigen og ynglingen, de to elskende, får lov at beholde hinanden og ”realiserer” sig selv i hinanden.  Er fortvivlelsen da borte?  Ja, tilsyneladende, og er de kendisser, er deres ”fuldkomne” kærlighed avis- ugeblade- og TV-stof.

Men ak, netop fordi den unge pige er mere end en kemisk sammensætning, vil, godt skjult i den skrøbelige lykke, fortvivlelsen alligevel melde sig.  Hun er nemlig ikke (som ateisterne hævder) blot et højerestående pattedyr, men en Guds skabning med evigheden i sig.  Som S.K.  siger i sin bog:  ”En syntese af det timelige og det evige.”

Eller som kong Salomon siger i ”Prædikerens Bog”:  ”Evigheden har Han (Gud) lagt i deres (menneskenes) hjerte.”  kap. 4:11.

At vende den evige Gud ryggen og afvise frelsens gave i Hans Søn, vor Herre Jesus Kristus, som Han sendte til verden for vore synder, er den  åndelige sygdoms fortvivlelse, hvis fortærende ild ikke vil slukkes, og som får ungdommen til  at visne bort uden dog helt at kunne blive fortæret nogensinde.  Det er ikke bare den unge piges, men hele vor fortabte generations evige, uudslukkelige ulykke.

3.6.14 – jn