Hvad har jeg mon at skrive hjem om i min betagelse af Norge, hvor jeg prøver at blande mig med broderfolket - min kones land og min gamle kærlighed?

Generelt er der nok ikke forskel på DK og Norge.  Begge lande er enormt rige, Norge dog suverænt nr. 1.  Begge lande taler forblommet om "værdier", demokrati, menneskerettigheder, kulturarv, miljø og velfærd, hvor den førende kulturbærer naturligvis er det non-stop kørende TV, der utrætteligt prøver at dække et umætteligt underholdningsbehov samt pådutte os meninger om alt muligt.

Det går godt for Norge. Her spiser man godt, og deres bilpark vidner om kvalitet og status. De norske boliger har høj standard.  Der er megen fin ungdom ,som ikke er vanskelig at få kontakt med, hvis man selv vil og vil tale så "skandinavisk" som muligt. Og så er Norge frem for alt landet med de
3 "f' er":   Fosse, fjorde, fjelle, som er indbegrebet af ubeskrivelig
naturskønhed.

Det er vemodigt at tænke på, at det er også er landet med mange historiske vækkelser, selv i min levetid.  I dag sygner missionshusene eller (som de kaldes heroppe) "bedehusene" hen i en melankolsk skyggetilværelse, - dog kan der stadig samles folk til særarrangementer, typisk til "sang- og musikmøder" med scenevante "sangkræfter", der udkonkurrerer den konventionelle salme- og fællessang.

Jeg prøver at huske på, at jeg ikke er heroppe som bare "hyggelig" dansker, men repræsenterer Ham, som korset i vore skandinaviske flag peger på, uanset hvor lidt "marked" der er for evangeliet.  Heroppe findes,  i modsætning til Danmark, begrebet "en personlig kristen", og da ved de fleste, hvad der menes, nemlig at der må tages personligt stilling til Jesus Kristus, hvis vi mener det med Gud alvorligt.

Jeg var iaftes i et ungdommeligt selskab og spurgte:  "Hvorfor har I tatoveringer på kroppen?"  Vel, det var noget med, at det er tidens "trend".
(En enkelt havde kostet  langt over kr. 3.000,-)   Jeg bemærkede:  "Jeg har
studeret jeres personligheder!" og sagde til en ung pige:  "Jeg fascineres af din unikke personlighed, der overskygger enhver tatovering!"  Jeg ville så gerne i dette selskab have delt med dem, hvor højt de er elsket af Gud, men selskab er nu en gang selskab, og man kommer ikke "igennem" med så meget på ikke-kristelige præmisser.  På tomandshånd har de dog fået mit lille kort med korsets budskab.

På et shopping center samtalede jeg med en ældre mand på vej hjem med dejlig laks, han og hans kone skulle have til middag.  Han var i 80' erne, så jeg sagde til ham:  "Du skal snart dø, men ville det ikke være godt, om du skyndte dig at opgive modstanden mod Gud og tog imod Kristus som din Frelser?  Da ville du kunne tage hjem til din kone og sige:  "Du har fået en ny mand!"  Men mere blev det ikke til.

Den åndelige jordbund er hård.  Inden jeg tog fra DK, var jeg optaget af
spørgsmålet:  "Hvad er svaret, helt realistisk, på al den elendighed, der ødelægger mit folk?"  Jeg kunne ikke komme på andet svar end EVANGELIET, og jeg besluttede på Norges-rejsen i stille stunder at blive ikke blot en god dansker, men mest af alt en god "romer", dvs. på ny lytte til Romerbrevets svar på syndens elendighed, nemlig det evangelium, der er Guds kraft til frelse.  Rom. 1:16.  -  Er det noget andet alternativ?  Måtte dette gamle evangelium få lov at slippe til igen i Åndens kraft i vor tid - ej mindst blandt en desillusioneret ungdom!

Kløfta (nord for Oslo), 22/5.14 - jn