Politiske sager på TV er netop blevet blotlagt i deres hykleri med løgnen som alibi.  Vi har rettens ord for, at det kan være okay med ”nødløgn”, der i en given situation ”renser”  den anklagede.  Dette er ikke nogen sensation.  Sådan har det altid været i løgnens verden.

Bekendende kristne reagerer harmfuldt.  ”Dette er dog for galt, vi må protestere!”  I svage øjeblikke peger de på et politisk alternativ med ”sandhedsidealer”, og som - som ”sidegevinst” - støtter det Israel, som alle  kristne elsker i dets bibelske udgangspunkt og profetiske plan.

Men pas lige på!  Alternativet er ikke nogen politisk ideologi, som vi som kristne snart vil ”gå død på”.  Alternativet er Jesus Kristus!  Jeg kender i mit hjerte en sorg og smerte over at skulle fremsige ”dette skønne navn” (Jak.  2:7) velvidende, hvor lidt Han fylder i praksis i vor bekendelse eller i trosbekendelsens ortodoksi (rettroenhed).

Kristi oplyste disciple taler ganske anderledes om løgn og sandhed.  I den politiske verden kan løgn og sandhed ”gradbøjes”, men aldrig dér, hvor Han, som er vejen, sandheden og livet, er mere end et kirkeligt ritual, men en praktisk, ja følbar realitet i livets prosaiske og jordnære forhold.

Verden afviser den kendsgerning, at både løgnen og sandheden har et personligt usynligt, absolut (ikke relativt) ophav.  Jesus kaldte djævelen for løgnens fader (Joh. 8:44) og sig selv for Sandheden. Bemærk den bestemte form, altså ikke ”en løgn” eller ”en sandhed”.  Her står genfødte og uigenfødte menneskers diametralt modsat hinanden.  Det græske ord for sandhed kan også oversættes med ”virkelighed”.  Men ak, det vil kun forblive et ”begreb” el. et ”læreord” (ikke leveord), om ikke Kristus som Sandheden og Virkeligheden berører os og skinner på os som lys i dette mørke i alle livets forhold. Se Ef.6:14.

jn – 15.5.14